Katherine Diez indrømmer plagiat: - Jeg har været en idiot
LÆS OGSÅ: Jorden brænder under Katherine Diez: Endnu en samarbejdspartner trækker sig
Katherine Diez har de seneste dage været i et voldsomt stormvejr efter at være blevet beskyldt for plagiat.
Nu indrømmer den forhenværende litteraturanmelder, at hun har dummet sig.
- Jeg er vred på mig selv, ulykkelig, skamfuld mest af alt. Dette er mit livs hidtil største professionelle lærestreg, og jeg tager den på mig som en opvågning, som jeg prøver at finde en mening med, så jeg kan finde tilbage til mig selv, skriver Diez i et opslag, som hun torsdag har delt med sine 59.000 følgere på Instagram.
- Min karriere som professionel skribent startede meget pludseligt, og jeg blev lynhurtigt kastet ud i at skrive mange nye genrer. Jeg var ung og læsende og havde ingen erfaring som journalist.
Uansvarlig arbejdsmetode
Katherine Diez forklarer, at hun "lever for at skrive" og således er "dybt ulykkelig" over sin arbejdsmetode, som hun kalder "uansvarlig, sløset, usystematisk".
- Min arbejdsmetode opfandt jeg i løb, mens min karriere tog fart, og jeg fik aldrig skabt en tilstrækkelig ansvarsfuld struktur.
- Jeg har været en idiot, og jeg kan kun undskylde dem inderligt og tage ved lære af dem.
Sagen om Katherine Diez fik sin begyndelse på Reddit, hvor en række privatdetektiver spottede mistænkeligt mange ligheder mellem Diez' tekster og tekster skrevet af andre journalister og forfattere.
Samme dag kunne MSD Danmark meddele, at de havde valgt at sætte det samarbejde på pause, som de ellers havde indgået med litteraturentusiasten i oktober.
Den 35-årige Katherine Diez har tidligere meddelt sine mange følgere, at hun længe har drømt om at skrive en bog, at hun faktisk allerede er gået i gang. Temaet skulle være om at rejse i Europa og være et forsvar for den tabte fælleseuropæiske ånd.
Om Diez' store bogplaner er sat på pause efter den litterære skandale, står hen i det uvisse. Noget tyder dog på, at der fortsat er mange af Diez' følgere, der vil læse med. Det er nemlig ikke meget vrede, der møder skandaleskribenten i kommentarsporet på Instagram.
- Tak for at være netop dén brønd af viden, du er, lyder det fra en følger.
- Du har ladet dig inspirere. Hvor ville kunsten være uden inspiration, skriver en anden.
Katherine Diez meddeler, at hun vil bruge den kommende tid på at "rydde op", og at hun har brug for en pause fra offentligheden.
- Nu skal jeg sove, spise, arbejde og hele.
Se Katherine Diez' opslag her: