Katherine Diez kommenterer sexrygte om Mads Aagaard Danielsen
Opdateret med svar fra Mads Aagard Danielsen nederst i artiklen.
Rygtemøllen omkring julturskribent og influencer Katherine Diez har svinget i fuld fart i årevis, hvis man skal tro hende nye bog, "I egen barm".
Nogle af rygterne - for eksempel om hendes barms oprindelse, har hun sørget for at bekræfte i sin ærlige fortælling.
Andre rygter bliver afvist. Heriblandt et sexrygte, der omhandler hende selv og den tidligere vært på radiokanalen P1 Mads Aagaard Danielsen.
Han var blandt andet vært på programmet "Shitstorm", hvor Diez et par gange var gæst hos Mads Aagaard Danielsen.
- Jeg hørte fra flere i mediebranchen, at han havde pralet med at have nøgenbilleder af og været i seng med mig. Om det er sandt, ved jeg ikke, skriver Katherine Diez om selve rygtet.
Om det er passer, at de har haft et intimt forhold, er hun dog udmærket godt klar over.
- Jeg ved bare, at det er sandt, at jeg aldrig har været sammen med ham. Og hvis han har nøgenbilleder af mig - ud over dem, jeg selv har lagt ud på Instagram - så er det ikke mig, han har dem fra, skriver Katherine Diez.
Mads Aagaard Danielsen tiltrak sig en vis opmærksomhed i 2020, hvor Berlingske afslørede krænkelser og grænseoverskridende adfærd fra radioværtens side.
Det betød, at DR fyrede Aagaard og lukkede programmet "Shitstorm".
"Med historien om programmets værts adfærd og krænkelser, tror vi ikke på, at programmets integritet kan genetableres. Også selvom resten af det meget dygtige hold, der laver programmet, hverken har lod eller del i den pågældendes krænkelser," lød det fra DR i en pressemeddelelse.
Mads Aagaard Danielsen selv beklagede sin opførsel i en sms til Berlingske:
- Jeg må skamfuldt erkende, at mit forvoksede ego og mit infantile temperament har betydet, at jeg ikke har været i stand til at indse karakteren af mine handlinger, før de blev fremlagt for mig på een gang. Den næste tid vil jeg søge hjælp hos professionelle og mine nærmeste, skrev han.
Mads Aagaard Danielsen har følgende kommentar til Katherine Diez' nye påstande i bogen, som han har sendt til os på SMS:
"Jeg har intet kendskab til det rygte, Katherine Diez påstår at have hørt, og jeg kan blankt afvise, at jeg nogensinde har udtalt mig, som det fremgår i Katherine Diez' bog.
Derfor er jeg også glad for, at Peoples Press og advokat Heidi Højmark Helveg har meddelt mig, at passagen om det påståede rygte vil blive fjernet fra eventuelt nye udgaver af bogen."