Katherine Diez langer ud efter Adam Price: – Han skal være glad for, at jeg ikke har fortalt mere
LÆS OGSÅ: Katherine Diez afslører: Var gravid med Adam Prices barn
Den 30. september reagerede Adam Price på Katherine Diez’ bog ”I egen barm”.
Fra begyndelsen har Price sagt, at den krænker hans privatliv, hvilket han igen understregede et par dage senere i podcasten Q&CO.
- Det er privat, og det er en fuldstændig klar krænkelse af mit privatliv, sagde han.
Torsdag aften ruller snebolden atter igen, da en meget rasende Katherine Diez har været forbi Go’ aften Live-studiet.
Her forsøgte tv-vært Janni Pedersen at holde Katherine Diez, som havde meget på sit hjerte, i forholdsvis kort snor.
Blandt andet nåede Katherine Diez at lange ud efter ekskæresten Adam Price, da snakken faldt på hans udtalelser om, at det har krænket hans privatliv.
Hun fortæller, at det ”godt nok ikke er alle ting”, som hun beskriver i bogen om parrets tidligere forhold, og at han lagde et filter ned over hendes narrativ, da han udtalte sig den 30. september.
- Jeg er nødt til at sige en ting. Det er løgn, det han siger. Han kan genkende, hvert et ord, der handler om ham, i den her bog.
- Og han skal være glad for, at jeg ikke har fortalt mere.
Katherine Diez mener, at hun har delt nøjagtigt, hvad hun følte for at fortælle om sit liv.
Adam Price har tidligere udtalt, at han skulle mødes med jurister for at tage stilling til, hvorvidt han ville gå rettens vej eller ej.
Til det svarede Katherine Diez’ advokat, Heidi Højmark Helveg, at de ikke frygtede en eventuel retssag.
TV 2 har i forbindelse med Katherine Diez’ optræden i Go’ aften Live hørt Adam Price, om han havde lyst til at udtale sig. Det har han ikke haft lyst til.
SE og HØR har også rakt ud til Adam Price for en kommentar til anklagerne fra Katherine Diez. Han er endnu ikke vendt retur.