Kato deler vild nyhed: Far før forventet

Tilbage i januar kunne en lykkelig Kato afsløre, at han og kæresten Malene Thougaard efter fem års hård kamp endelig ventede sig en lille en.
- Vi har forsøgt i fem år, så vi er i ekstase over, at det endelig er vores tur. Vi sender vores dybeste respekt og taknemmelighed til de dygtige mennesker på fertilitetsklinikken i Horsens, som har hjulpet os i mål, skrev han dengang på sin Instagram-profil.
Men nu kan Dj’en dele endnu en vild nyhed med sine følgere.
Dog både en dårlig og en god en, lyder det fra ham i en ny video på Facebook og på Instagram.
Han er nemlig nødt til at aflyse den livestream-koncert, der ellers var planlagt, han skulle holde på lørdag.
- Men det er på grund af den gode nyhed, at jeg skal være far, og I er nok ikke i tvivl om, at det er en lille pige, fortæller han og peger på det lyserøde pigetøj, der hænger i baggrunden.
- Egentlig havde vi termin den 3. juli, men fordi babyen vender forkert, så skal hun ud i denne uge. Så derfor tager jeg ikke afsted på lørdag, det håber jeg, I har forståelse for, fortæller han glad i videoen.
Men trods at den lille pige kommer tidligere end forventet, så ser det i den grad ud til, at de begge er mere end klar til at tage imod ønskebarnet.