Kevin Costners kone forlanger kassen for at flytte
Det kan godt være, at de nåede at være gift i 18 år og fik tre børn sammen, men Kevin Costners skilsmisse fra designeren Christine Baumgartner ser ud til at blive en rigtig grim affære.
Det har tidligere været fremme, at filmstjernens bedre halvdel gennem næsten to årtier nægter at flytte ud af deres tidligere fælles hjem, men nu er der nyt i den sag.
Nu er den 49-årige designer nemlig gået med til at pakke sine flyttekasser. Der er bare en lille betingelse.
Det skriver TMZ.
Ifølge det amerikanske medie kræver Christine Baumgartner nemlig kassen fra den 68-årige Kevin Costner, såfremt han vil have hende ud.
I nye retsdokumenter omhandlende skilsmissen er Christine Baumgartner gået med til at flytte ud den 31. august, hvis hun får forsikring på, at hun er sikret økonomisk.
Hun understreger, at det ikke er i hendes interesse at flytte et andet sted hen med tre børn, før hun ved, hvor mange penge hun får af Kevin Costner.
Filmstjernen mener modsat, at han har ret til at smide sin kommende ekskone ud af hjemmet i Californien, da de har en ægtepagt.
I ægtepagten står der nemlig angiveligt, at Christine Baumgartner har 30 dage til at flytte ud fra den dag, hun anmodede om skilmisse - og da dette skete den 1. maj, så er deadlinen altså i den grad overskredet.
Ifølge Kevin Costner har han allerede givet designeren en million dollars til at finde et nyt sted at bo, men hun nægter altså, indtil hun får flere penge.
Filmstjernen er derfor også gået rettens vej for at få hjælp til at få smidt hende på porten.
I sidste uge kom det frem, at Christine Baumgartner forlanger svimlende 250.000 dollars om måneden alene i børnebidrag i forbindelse med skilsmissen.
Det svimlende beløb, der svarer til 1,7 millioner danske kroner, skal dække udgifter til det tidligere pars tre fælles børn, Cayden Wyatt på 16, Hayes Logan på 14 og Grace Avery på 13.
Udover de 1,7 millioner kroner vil 49-årige Christine Baumgartner også have, at den 68-årige filmstjerne alene skal betale for børnenes privatskoler, sportsaktiviteter og sundhedsudgifter fremover.
Så man må altså i den grad sige, at skilsmissen bliver en dyr omgang for Kevin Costner, såfremt hans tidligere bedre halvdel får sin vilje.