Kim Kardashian bønfalder Kanye West: - Vil du ikke nok stoppe nu?
Bægeret er i den grad ved at flyde over hos Kim Kardashian.
Hun og hendes kæreste, 28-årige Pete Davidson, har i månedsvis været ofre for Kanye Wests vredesudbrud på sociale medier.
Vredesudbrud, hvor han blandt andet har langet ud efter sin ekskone for ikke at lade ham se deres fire fælles børn.
Men dette er slet og ret løgn, lyder det nu fra Kim Kardashian, der har kommenteret et af rapperens seneste opslag på Instagram.
Her har 44-årige Kanye West delt et billede af deres otte-årige datter Norths rygsæk.
På rygsækken sidder der tre figurer, hvoraf den ene er et rumvæsen, mens de sidste to er Kim Kardashians og Kanye Wests ansigter.
- De her sad på min datters rygsæk, da jeg "fik lov" til at se hende i sidste uge, lyder teksten til Kanye Wests opslag.
Og den tekst har altså fået Kim Kardashian til tasterne.
I en kommentar, der i skrivende stund har fået knap 160.000 likes, bønfalder hun sin tidligere ægtemand om at skrue ned for løgnene.
- Vil du ikke nok stoppe med at dele dette narrativ? Du var her lige til morgen for at hente børnene og køre dem til skole, skriver den 41-årige realitystjerne.
Artiklen fortsætter under billedet...
Her ses Kim Kardashians kommentar til Kanye Wests opslag. Foto: Instagram
Hvis man troede, at Kanye West håndterede at blive kaldt en løgner særlig godt, så kan man godt tro om igen.
Rapperen har nemlig i kølvandet på Kim Kardashians kommentar lavet yderligere et opslag, hvor han igen påstår, at han ikke må se sine børn.
- Mine børn måtte ikke komme med til Sunday Service forleden, og det er sket adskillige gange, at deres skemaer er blevet ændret i sidste øjeblik, hvilket har distanceret mig som forælder, og hvilket er ulovligt, skriver han.
I sit nye opslag langer Kanye West også ud efter Pete Davidson, som, ifølge rapperen, har chikaneret ham længe.
- Kæresten har været efter mig siden Saturday Night Live, hvor jeg blev kaldt en stalker. Og Skete (Kanyes øgenavn til Pete, red.) skrev til mig og kaldte hende, der er "erklæret single", for min kone.
KANYE: - JEG ER IKKE UDE AF KONTROL
Ifølge Kanye West er det slet ikke ham, der prøver at få sin ekskone og hendes nye kæreste ned med nakken.
Det er snarere omvendt, hvis man spørger rapperen.
- Jeg er ikke ude af kontrol. Jeg er lykkedes med ikke at gøre ting, som ville give dem årsag til at få et polititilhold mod mig, skriver han og fortsætter:
- Hun synes, det er sjovt at forsøge at få mig ud over kanten, men det lader jeg dem ikke gøre.
Kanye West og Kim Kardashian har i alt fire børn sammen, henholdvis North på otte år, Saint på seks år, Chicago på fire år og Psalm på to år.
Og ifølge Kanye West er alle hans opslag på sociale medier for deres skyld.
- Jeg bruger min platform til at sikre mig, at jeg forbliver i mine børns liv. Der er mange mødre, som opfører sig sådan her rundt omkring i verden, men der er ingen, som skal gå efter mig eller mine børn.