Kim Kardashian forladt: Ingen planer om genforening med Kanye
Der har i månedsvis floreret rygter om, at Kim Kardashian, 40, og hendes rappergemal Kanye West, 43, var på vej mod en skilsmisse.
Men selv om parret umiddelbart lever hver deres liv, så har kilder tidligere afvist rygterne om en skilsmisse.
Kanye West bruger sin tid i Wyoming, mens ”Keeping Up With the Kardashians”-stjernen er sammen med børnene i parrets Los Angeles-bolig.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Foto: MEGA
Og selv om parret og deres fire børn, North på syv, Saint på fem, Chicago på to og Psalm på et år, tilbragte julen sammen, er der på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at en reel genforening er under opsejling.
Det skriver Hollywood Life.
En kilde afslører dog angiveligt over for mediet, at både Kim og Kanye er tilfredse med den nuværende situation:
- Det virker, som om han ikke har planer om at vende tilbage til L.A. i den nærmeste fremtid – i hvert fald ikke på fuld tid, lyder det fra kilden.
- Han har det bedre, når han er der (i Wyoming, red.), og Kim har brug for at være i Los Angeles og vil gerne have børnene hos sig. Hun gør sit bedste for at bibeholde et normalt liv, lyder det videre fra kilden, der desuden fortæller, at den garvede ordsmed dagligt er i kontakt med sine børn enten på telefonen eller på FaceTime.
Alligevel lader det til, at parret på nuværende tidspunkt affinder sig med situationen, som den er.