Kim Kardashian gør det igen: Flasher røv på magasinforside
Tilbage i 2014 flashede Kim Kardashian sin famøse mås på forsiden af Paper Magazine. Det skete under overskriften "Break the internet", og man må i den grad sige, at internettet gik i selvsving.
Og nu gør den 41-årige realitydronning det igen. På sin Instagram har hun netop delt en række billeder og videoer af sin seneste magasinforside.
Denne gang pryder hun forsiden af Interview Magazine, der har et meget patriotisk tema. For foran det amerikanske flag står moderen til fire i denim fra top til tå.
Eller top til tå er måske så meget sagt, for hendes jeans er trukket ned, så hendes ikoniske bagdel er i fuldt fokus på magasinforsiden.
Klikker man sig gennem fotokarusellen på hendes Instagram-opslag, kan man også se en video, hvor man kommer helt tæt på processen i at skyde en magasinforside.
Billedet har i skrivende stund kun ligget online i et kvarter, men har allerede høstet over 86.000 likes og over 1200 kommentarer.
Så måske Kim Kardashian formår at "break the internet" igen.