Kim Kardashian har fået nok: Nu vil hun skilles
Det er formentlig ikke kun inkarnerede ”Kardashians”-fans, der har bemærket, at det sidste år har været ganske tumultarisk for ”Keeping Up With the Kardashians”-stjernen og rapperen Kanye West.
Et sammenbrud fra Kanye tidligere på året, hans bipolare lidelse og diverse skilsmisserygter i medierne lader således til at have sat sine spor hos familien Kardashian/West.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Foto: MEGA
Den garvede ordsmed bor nemlig i Wyoming, hvor han angiveligt fokuserer på at lave musik - mens realtystjernen Kim Kardashian bor i Los Angeles sammen med parrets fire børn North på syv, Saint på fem, Chicago på to og Psalm på et år.
Nu lader det dog alligevel til, at Kim Kardashian har fået nok.
Dugfriske rygter lyder således på, at Kardashian-søsteren vil skilles - og ydermere har hyret skilsmisseadvokaten Laura Wasser.
Det skriver flere medier – blandt andre People.
Flere kilder hævder angiveligt, at det snart syv år længe ægteskab, er på vej mod en ende:
- Han ved, hun er færdig. Hun har fået nok, og hun har fortalt ham, at hun har brug for plads til at finde ud af sin fremtid, fortæller en kilde angiveligt ifølge det amerikanske medie.
Og det lader ydermere til, at Kanye West er alt andet end overrasket over sin realityhustrus meldinger:
- Han er okay. Han er ked af det. Han ved, det uundgåelige vil ske, og han ved, det bliver snart, lyder det videre fra kilden.
Meldingen fra en anden kilde lyder desuden på, at skilsmissen i den grad er under opsejling, men at Kim Kardashian på nuværende tidspunkt har svært ved at beslutte sig.
Det er langt fra første gang, at skilsmisserygter i Kardashian-/West-familien har floreret.
Men denne gang er det muligvis ikke bare rygter.
Den britiske avis The Sun har desuden delt billeder af Kim Kardashian, der ikke længere bærer sin vielsesring.