Kendte16. september 2022

Knust Gustav Salinas: - Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe min mormor

Gustavs mormor er stoppet med at drikke og spise, og det er derfor kun et spørgsmål om tid, før han må sige farvel
Gustav Salinas har altid været tæt knyttet til sin 94-årige mormor Victoria.
Gustav Salinas har altid været tæt knyttet til sin 94-årige mormor Victoria.
 Foto: Thomas Laursen

Det er kun et spørgsmål om tid, før Gustav Salinas mister sin elskede mormor Victoria. Ifølge fitnessguruen er hun nu holdt op med at spise og drikke og har indstillet på, at hun snart skal herfra.

Og det kan tydeligt mærkes, når han besøger hende.

- Hun er meget afkræftet. Hun er bevidst nogle gange, og så forsvinder hun igen, fortæller Gustav til SE og HØR.

Han besøgte hende i går og skal besøge hende igen senere i dag. Og han er forberedt på, at besøget bliver en hård omgang.

- Jeg håber snart det er overstået, for hver gang jeg ser hende, er jeg ved at kradse af, fortæller han.

Trofaste følgere ved, at Gustav er tæt med sin mormor og har delt utroligt mange billeder af hende på de sociale medier. Men nu er han stoppet med at fotografere hende.

- Hun ligner slet ikke sig selv længere. Hun er helt udsultet og nærmest gennemsigtig. Jeg har slet ikke lyst til at fotografere hende, for det er ikke sådan, jeg har lyst til at huske hende, fortæller han.

Demenssygdommen er blevet værre de seneste par år. Victoria har hele tiden kunnet huske Gustav og hans mor, men ikke Gustavs tre brødre.

Ifølge Gustav var nedlukningen også hård for hans mormor, som nu er 94 år.

- Corona var hård for hende. Det var hårdt for hende, at hun lige pludselig ikke måtte se særlig mange, for hun er et socialt væsen. Der var også mange, der blev sure på mig, da jeg blev ved med at besøge hende og kramme og kysse hende, siger han.

Gustav er afklaret med, at han snart må sige et sidste farvel til sin mormor. Det hårdeste lige nu er at se hende have det så skidt. Og han ville ønske, han kunne gøre noget for at hjælpe hende.

- Det ene øjeblik tænker jeg på, hvad jeg kan gøre for at hjælpe hende, det næste øjeblik får jeg dårlig samvittighed over, at jeg har tænkt på at ville dræbe hende, lyder det fra en tydelig bevæget og fortvivlet Gustav.

Indfør ret til at sige tak for denne gang

Debatten om aktiv dødshjælp har været oppe og vende mange gange, men han synes, det er på tide, at vi tager den en gang til og beslutter at indføre det.

- Jeg synes helt klart, folk skal have lov til at sige tak for denne gang, hvis det er det, de vil. Det andet er så uværdigt, siger Gustav og giver gårsdagens besøg som eksempel.

- Jeg måtte ikke rykke på hendes dyne, for hun ville ikke have, at jeg skulle opdage, at hun havde ble på. Min mormor har aldrig gået med ble. Hun har klaret sig selv, siden hun kom hertil.

Victoria har altid været Gustavs store idol. Hun var den første kvindelige rektor i Chile. Hun var en af de første chilenske kvinder, der blev skilt i 60’erne i det katolske land, fordi hun ikke ville finde sig i, at hendes mand slog hende.

Da hun flyttede til Aarhus, arbejdede hun fra dag et og har altid forsørget sig selv.

- Hun er glødende feminist, og hun har en imponerende arbejdsmoral. Da hun blev syg, ville jeg droppe en stor Bilka-tour, men det måtte jeg ikke for hende. Hun ville forbyde mig at komme på besøg, hvis jeg droppede den, fortæller han.

Når Victoria skal stedes til hvile, bliver det ikke i Chile, hvor hun oprindeligt kommer fra.

- Hun skal begraves i Aarhus sammen med min far. Der har vi et familiegravsted, slutter han af.

Sponsoreret indhold