Kendte10. september 2024

Kongens ven vil jævne bevaringsværdig ejendom med jorden

Baron Johan Wedell-Wedellsborg har fået kommunalbestyrelsen i Hørsholm med på at jævne den bevaringsværdige ejendom Smidstrupøre med jorden
Johan Wedell-Wedellsborg står til at blive skatteyder i Hørsholm kommune og en næsten enig kommunalbestyrelse siger bare ja tak til baronens ønsker.
Johan Wedell-Wedellsborg står til at blive skatteyder i Hørsholm kommune og en næsten enig kommunalbestyrelse siger bare ja tak til baronens ønsker.
 Foto: Martin Høien

Hørsholms kommunalbestyrelse anført af den konservative borgmester Morten Slotved vil stik imod egne embedsmænds anbefalinger give baron og skibsreder Johan Wedell-Wedellsborg dispensation fra lokalplanen og tillade ham at jævne den bevaringsværdige ejendom Smidstrupøre med jorden.

Det fremgår af et beslutningsreferat på kommunens hjemmeside.

Den 54-årige baron Johan Wedell-Wedellsborg, der er nær ven og jagtkammerat med kong Frederik og nogen tid endnu en af nabokommunen Rudersdals rigeste indbyggere, vil som erstatning for den 1.110 kvadratmeter store og 107 år gamle hovedbygning, der er bygget i bindingsværk og med vingetegl, opføre et 1.454 kvadratmeter stort palæ bygget i lys sandsten og med skifertag.

Efter planen kommer den nye hovedbygning til at se således ud.
Efter planen kommer den nye hovedbygning til at se således ud.
 Illustration: Hørsholm kommune

Desuden vil en gartnerbygning, en chaufførbygning samt en hovmesterbygning fra 1966 blive erstattet med et gæstehus på 144 kvadratmeter samt en garage ligeledes på 144 kvadratmeter.

I det nye hovedhus vil der blandt andet være elevator og walk-in-køleskab.

DATOSELSKABET AF 22.11.2013 ApS overtog for over 10 år siden Smidstrupøre efter den nu afdøde rigmand Stig Husted-Andersen. Selskabet og dermed ejendommen har siden 1. december 2023 været ejet af baron Johan Wedell-Wedellsborg.
DATOSELSKABET AF 22.11.2013 ApS overtog for over 10 år siden Smidstrupøre efter den nu afdøde rigmand Stig Husted-Andersen. Selskabet og dermed ejendommen har siden 1. december 2023 været ejet af baron Johan Wedell-Wedellsborg.
 Foto: CLAUS POULSEN

Smidstrupøre, der ligger på en parklignende grund i første række til Øresund, har i flere årtier fået lov at forfalde.

Derfor er ejendommens nuværende stand dårlig - men flere eksperter mener, at ejendommen alligevel skal bevares.

Museumsinspektør Anders Dalager fra Museum Nordsjælland kalder i sin indstilling til kommunen den oprindelige udgave af Smidstrupøre for en uhyre bevaringsværdig bygning, der bør bevares i sin originale stand.

Dagbladet Politiken har talt med formanden for "Foreningen til gamle bygningers bevarelse" Claus M. Smidt, som er forarget.

- Det er noget af det bedste, arkitekten Carl Brummer har begået, siger han til avisen.

Christoffer Harlang, der er professor og ekspert i restaurering af gamle huse, siger til samme avis, at Smidstrupøre kan reddes.

- Det er kun et spørgsmål om vilje og økonomi. Så længe man kan dokumentere, hvordan en bygning har set ud, kan man nemt restaurere den, og det kan man med denne flotte villa tegnet af en af vores bedste arkitekter, Carl Brummer.

Hørsholms borgmester Morten Slotved kan - når det oprindelige Smidstrupøre rives ned og det nye palæ bliver indflytningsklart - se frem til at byde en yderst interessant skatteyder velkommen til kommunen.

Ifølge det seneste regnskab har baronens moderselskab Weco en nettoformue på over to milliarder kroner.

Sponsoreret indhold