Kendte4. marts 2020

Kræftsyge Noller i kørestol: Jeg var tæt på at dø

En sjælden form for lymfekræft i hjernen har ramt Niels 'Noller' Olsen. Nu sidder han i kørestol og frygter at skulle sige farvel
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20151029-noller-tsl-0004.jpg
 Foto: Thomas S. Laursen

Den ene halvdel af duoen Brødrene Olsen, Niels 'Noller' Olsen, 65, kan mere og mere for hver dag, der går.

Alligevel er han i øjeblikket lænket til en kørestol - selv om han håber, at det er en midlertidig løsning, og at han til sommer kan komme til at gå en tur igen.

Det fortæller han til Ekstra Bladet.

- Heldigvis går det godt, de fleste dage, men jeg er selvfølgelig meget ked af, at det har ramt mig. Jeg håber, at jeg på mirakuløs vis kan leve de næste ti år, men jeg ved jo godt, at de fleste dør inden for to, siger han til avisen.

Tæt på at dø

'Noller' er ramt af en yderst sjælden kræftsygdom, som kun rammer ganske få danskere om året.

Kræftsygdommen udspringer af en lymfon, som er en lille knude med lymfekræft. Den form for cancer er ikke usædvanlig, men det er sjældent, den rammer hjernen.

Behandlingen foregår med kemoterapi og strålebehandling, hvilket svækker immunforsvaret enormt hos patienten. Og her er Grand-Prix-stjernen ingen untagelse.

- Jeg ragede alt til mig, og var faktisk ved at dø to gange. Familien blev kaldt sammen for at sige farvel og sådan noget, men jeg kan heldigvis ikke huske ret meget af det, for jeg var langt langt væk, fortæller han om den første tid og de tre første voldsomme kemobehandlinger på Herlev Hospital.

https://imgix.seoghoer.dk/20190215_jsu3931.jpg
 Foto: Jesper Sunesen

'Noller' ramte to parkerede biler, da han i februar sidste år ankom til begravelse. Foto: Jesper Sunesen

Ramte to biler

For lidt over et år siden, da 'Noller' ankom til Ole Stephensens begravelse, ramte han to andre biler, da han skulle parkere sin Mini Cooper.

Ekstra Bladet skrev den om episoden under overskriften "Helt Noller", og hovedpersonen selv forklarede uheldet med, at det bliver sværere at parallelparkere med alderen.

I dag ved han, at det var de første skræmmende tegn på, at noget var galt.

Da offentligheden omkring jul blev bekendt med sangerens alvorlige kræftsygdom, var helbredet i bedring for 'Noller'. Hans stædighed og kemoens virkning er begyndt at vise sig.

- Jeg er bare så glad for de måneder, jeg har fået. Jeg har allerede overlevet statistikken. (...) Min familie har virkelig fået førsteprioritet nu. Det gør virkelig ondt at tænke på, at jeg ikke skal være her med dem, siger han til Ekstra Bladet.

Niels 'Noller' Olsen har sammen med sin storebror, Jørgen Olsen, optrådt som Brødrene Olsen i mere end 50 år. I 2000 sikrede de Danmark sejren ved Eurovision Song Contest med "Fly On The Wings of Love".

'Noller' er gift med Kirsten, har fire børn og fem børnebørn.

Sponsoreret indhold