Krimikonge med ni liv: Så mange gange har Jussi Adler-Olsen snydt døden
Han har tryllebundet læserne med sine hårrejsende kriminalgåder, hvor Carl Mørck bog efter bog skal opklare bestialske drab.
Men hvor karaktererne dør i Jussi Adler-Olsens krimier, har han selv formået at snyde døden op til flere gange.
Det fortæller han i et interview med Berlingske.
Allerede da han var tre år skræmte han manden med leen væk første gang. Efter en forfejlet koppevaccine, var den dengang kommende krimikonge indlagt på Dronning Louises Børnehospital i København i flere uger.
Siden forulykkede han i trafikken hele to gange – en gang på motorcykel og en gang i bil.
I 2000 fik han kræft i tyktarmen. Forfatteren nåede at blive opereret, inden sygdommen spredte sig. Da han et år senere fyldte 50 fik han at vide, at han kunne betragte sig selv som rask. Behandlingen havde virket.
Ni år senere blev han igen ramt af den frygtelige sygdom, da han fik konstateret prostatakræft. Igen blev han opereret og helbredt, men to år senere blev nye kræftceller opdaget i hans blod ved et rutinetjek.
- Man skulle tro, jeg havde fået et andet syn på livet, når jeg flere gange har været så tæt på at dø. At jeg virkelig har indset, hvad livet er værd, hvor dyrebart det er, og at mine prioriteringer fra da af skulle have været anderledes, siger han til avisen og fortsætter:
- Men hver gang er jeg røget lige tilbage i møllen igen. Uden den store eftertanke. Ikke fordi jeg ikke er taknemmelig, men jeg er bare fortsat med at leve det liv, jeg har haft lyst til, og som jeg er glad for. Det liv, jeg også levede, inden jeg blev syg eller kom ud for en alvorlig ulykke, lyder det.
Jussi er ikke den eneste danske kendis, som har undsluppet døden et utal af gange. Også Ibi Støving har været tæt på at tage herfra for tidligt.
Det kan du læse mere om her.