Kronprins Frederik nævnte Artigeardit i sin tale til prins Christian: Nu reagerer rapperen
LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt afslører: Kom for at høre Artigeardit
Der var fuld fart på, da prins Christian i selskab med 360 gæster fejreder 18-års fødselsdags fest på Christiansborg Slot søndag aften.
I den forbindelse indtog prinsens far, kronprins Frederik, talerstolen for at levere en tale til den kommende konge. Og her var der både følelser, humor og flere popkulturelle referencer i spil.
Det danske megaband Minds of 99 blev citeret, men det gjorde den 27-årige Artigeardit bestemt også.
Og den danske stjernerapper er mildest talt begejstret for, at hans musik - og ikke mindst nummeret "Lov mig 1 ting" - er nået hele vejen til Amalienborg.
- Det er kæmpestort, siger Artigeardit, da han møder SE og HØR og den resterende fremmødte presse til fredagens P3 Guld i DR Koncertsal.
- Jeg synes, det er et bevis på, at det er ligemeget, hvilket samfund man kommer fra, og hvor rig eller fattig man er.
- Selv en royal kan finde sig selv i mine tekster, og det er dejligt.
- Det er også lidt det, jeg er ude efter med min musik, og det synes jeg, beviser det rigtig godt. Så kæmpe skud ud!
Men selvom kronprinsparret og ikke mindst prins Christian lader til at være særligt glade for Artigeardits musik, så var der altså ikke landet en invitation i indbakken til det store gallataffel.
Artigeardit ville dog gerne være dukket op, såfremt dronning Margrethe havde sendt en invite i hans retning.
- Ja, hvis jeg var blevet inviteret, så var jeg nok taget derover.