Kupé var klar til Bieber-fest: Men han dukkede aldrig op
For alle dem, der ikke nåede at skaffe billetter til onsdagens Smukfest, hvor den 28-årige canadiske popstjerne Justin Bieber skulle lukke Bøgescenen klokken 23.35, ja, så var der alligevel en chance for at møde ham.
Troede flere i hvert fald.
For tirsdag kunne den danske natklub Kupé afsløre, at Biebers crew havde booket bord hos dem, og at verdensstjernes personlige dj muligvis ville spille et nummer eller to.
Det betød, at klubbens flere hundrede billetter blev revet væk – men lige lidt var der at se af Bieber, efter han lukkede og slukkede Bøgescenen natten til torsdag.
Ifølge Stiften.dk faldt stemningen da også brat klokken 04.00, da der stadig intet syn var af sangeren.
Natklubsejeren, Emil Knudsen kunne bagefter bekræfte, at Bieber ikke havde tænkt sig at melde sin ankomst.
– Han er gået i seng, lød det fra ham, mens han understregede, at også han havde håbet på, at han ville lægge vejen forbi natklubben.
Bieber lå altså og snorkboblede et andet sted i Aarhus, mens hans crew og enkelte af hans dansere gav den gas på klubben trods den lange dag.