Kylie Jenner afslører: Hun er min favoritsøster
Alt tyder på, at det har været et særdeles begivenhedsrigt 2022 i Kardshian-klanen. Både Kylie Jenner og storesøster Khloé Kardashian, 38 er begge blevet mødre for anden gang – og det er umiddelbart også netop årsagen til, at de to har brugt ekstra meget tid sammen i år
– Det er virkelig svært, for jeg elsker dem alle sammen lige nu, forklarer makeupmogulen i sin nyeste video på YouTube, hvor hun reflekterer over det seneste år – og således også, hvilken søster der har været den bedste af slagsen.
– Men jeg tror, at min favoritsøster i år nok er Khloé. Vi er kommet tættere på hinanden i år – vi har denne her lille morklub, lyder det videre.
I februar blev Kylie Jenner mor for anden gang, da hendes lille søn kom til verden. Og i den forbindelse er det måske nærliggende at tænke, at hele familien – særligt søster Khloé – var en gevaldig støtte.
For tiden efter fødslen var nemlig fyldt med gråd, og familiens makeupdronning har da også tidligere sat ord på, hvordan hun græd uafbrudt:
– Jeg græd i tre uger. Hver dag til det punkt, hvor jeg lå i min seng, og mit hoved gjorde bare ondt, kunne trofaste “The Kardashians”-fans i oktober høre Jenner-søsteren sige i familiens hitserie.
Khloé Kardashian kunne også tidligere på året udvide familien, da hendes søn i august kom til verden ved hjælp fra en rugemor.
Se Kylie Jenners YouTube-video nedenfor.