Lægebrødre: De reddede Christian Eriksens liv
Lørdag aften kollapsede landsholdsstjernen Christian Eriksen på græsplænen i Parken.
Sekunderne virkede umenneskeligt langsomme for alle. Men for landsholdetslæge Morten Boesen var sekunderne et spørgsmål om liv eller død for Christian Eriksen, da han med hjertemassage og hjertestarter bragte den 29-årige fynbo til live igen.
- Jeg klarer den i dag ved at snakke med den hjælp, vi har fået tilbudt, fortalte Morten Boesen på søndagens pressemøde, hvor landstræner Kasper Hjulmand kunne fortælle, at den danske midtbanes troldmands tilstand er stabil.
Artiklen fortsætter under billedet...
Anders Boesen på pressemødet. Foto: Ritzau/Scanpix/Claus Rasmussen
Med et er den 48-årige danske læge kommet på hele landets læber.
- Han var væk, men vi fik ham tilbage igen med ét stød, siger Boesen.
Her blev det også bekræftet, at der var et hjertestop, der sendte Christian Eriksen i græsset.
Først løb Morten Boesen som landsholdslæge ind til den faldne spiller, men kort tid efter løb et hold af samaritter og en anden læge på banen med en båre. Der er sikkert ikke mange, der ved, at den anden læge er Morten Boesens bror Anders.
- Min bror var stadionlæge i går, og ham har jeg snakket med samt med min familie. For det er godt at få talt om det hele, fortalte Morten Boesen.
Og hvis navnet 'Anders Boesen' klinger bekendt, så er der en god grund til det. I 00'erne var Anders en af landets bedste badmintonspillere. Faktisk har Morten også haft en fin karriere med fjerbolden.
De to brødre har valgt samme karrierevej efter deres badmintoneventyr. Sammen udgør de til dagligt også den lægefaglige stab i FC København. Udover deres roller i fodbold arbejder de også på henholdsvis hospital og privat hospital.
Christian Eriksen er fortsat indlagt på Rigshospitalet. Her bliver han undersøgt yderligere, da lægerne ikke har kunne finde en årsag til hjertestoppet.
Trods alt er Inter-spilleren igen stabil, hvilket er det vigtigste. Landstræner Kasper Hjulmand kunne fortælle, at Eriksen ikke kunne huske meget fra episoden.
- Christian var bekymret for os, og han husker ikke meget fra i går, så han spurgte, hvordan holdet havde det, lød det fra Hjulmand.
Det danske landshold spiller videre på torsdag mod Belgien. Kampen starter klokken 18.00.