Landstrænerens geniale opfindelser: Hjuledrengene
Græstæppet i Parken blev brændt af Mikkel Damsgaards lynhurtige driblinger i de tre EM-gruppekampe, men hans allerførste optræden på det stadion gik helt anderledes.
Som bare 17-årig blev danskeren skiftet ind for FC Nordsjælland mod FC København i 2018. Og kort tid efter blev gutten fra Jyllinge vist ud på grund af to gule kort.
Det fik Nordsjællands cheftræner – der dengang var Kasper Hjulmand – helt op i det røde felt.
– Tillykke med sejren, lød hans hilsen til dommerne efter kampen, og DBU kvitterede med at give Hjulmand karantæne for at have forsvaret Mikkel Damsgaard.
– Det er nærmest de to første frispark, han begår i sit liv. Det er helt vanvittigt, lød den senere landstræners forklaring til medierne bagefter.
Træneren blev ved med at have et godt øje til den unge kantspiller, som hurtigt blev en af Superligaens helt store profiler, og som 20-årig blev han udtaget til landsholdet for første gang.
Hans 21-års fødselsdag skal fejres i Baku, for samme dag, som Danmark møder Tjekkiet, fylder stjerneskuddet år.
Østervrå på den anden ende
Den nordjyske arbejdshest Joakim Mæhle har ikke bare vundet de danske fodboldhjerter siden sin første landskamp sidste år.
Hjemme i nordjyske Østervrå er Mæhle-feberen på sit allerhøjeste.
Artiklen fortsætter under billedet ...
(Foto: Ritzau Scanpix)
I en tøjforretning kan man købe trøjer fra den italienske klub Atalanta, som købte 24-årige Joakim tidligere i år – eller, det kan man ikke længere, for de er for længst udsolgt.
Bageren sælger kager med nummer fem for at hylde landsholdets back-komet. Og i idrætsforeningen hænger der signerede trøjer, som Mæhle i ny og næ sender hjem.
Læserne har stemt: Her er landsholdets lækreste
– Når Joakim spiller, og Østervrå bliver nævnt, så retter man lige ryggen. Det er så stort, har klubbens pressechef Michael Thomsen – som gik i skole med Joakim – fortalt til B.T.
Vil til Spanien med ven
Lige nu spiller Mikkel Damsgaard i den italienske klub Sampdoria. Det har Jyllinge-knægten gjort i et år – men de store drømme vender sig mod Spanien.
Men i drømmen kommer venstrefløjspilleren ikke alene til paella-landet. Han vil have landsholdskammeraten Andreas Skov Olsen med sig.
Artiklen fortsætter under billedet ...
(Foto: Ritzau Scanpix)
– Barcelona eller Real Madrid. Det er to rigtig fede klubber. Hvis vi kunne komme til en af dem sammen en dag, ville jeg faktisk være ligeglad med, hvilken af dem det er, har Damsgaard fortalt om de to spanske storklubber, der ellers er ærkerivaler.
Nu skal det afgøres: Hvilken landsholdssang er bedst?
For “Dams” og “Andy” er ikke bare gode holdkammerater på landsholdet. De har tidligere spillet sammen i FC Nordsjælland som teenagestjerneskud i Superligaen og blev dengang meget nære venner.
Agenten blærer sig
Da Danmark udraderede Rusland, gik spilleragenten Ivan Marko Benes på Twitter og skrev:
– Min whatsapp er varm her til aften.
Artiklen fortsætter under billedet ...
(Foto: Ritzau Scanpix)
Det er velkendt, at alverdens agenter og klubber har deres korrespondancer via appen, når de mange millionhandler med spillere skal aftales. Og netop Ivan Marko Benes er agent for to af de spillere, der var på banen den aften:
Målheltene Mikkel Damsgaard og Joakim Mæhle.
Begge spillere er dog rimeligt nye i deres klubber, og Joakim Mæhle har allerede lovet Atalanta, at han er tilbage på holdet efter EM.
Undrede du dig også? Derfor havde Kasper Hjulmand hul i trøjen