Kendte19. november 2024

Lars Hjortshøj smider bombe: Tilbudt værtstjans på "Vild med dans"

Komiker Lars Hjortshøj afslører, at TV 2 havde tiltænkt ham værtstjansen i "Vild med dans"
56-årige Lars Hjortshøj blev i 2021 skilt fra Tina Bilsbo efter 26 år sammen. 
Lars Hjortshøj har aldrig været med i "Vild med dans" og det til trods for, at TV 2 havde tiltænkt komikeren en central rolle i programmet.
 Foto: Hanne Juul

Han har lavet et hav af tv-programmer, men selv siger han, at han ikke bare har lagt sig ukritisk ned og sagt ja til alt, han er blevet tilbudt.

I Martin Johannes Larsens podcast “En dag tilbage” fortæller Lars Hjortshøj således, at han har fået tilbudt tjansen som vært på ”Vild med dans”.

Det var i programmets spæde liv, komikeren fik tilbuddet om at stå på hele Danmarks dansegulv sammen med sin daværende radiokollega Andrea Elisabeth Rudoplh.

TV 2 havde hørt parret i æteren og forelsket sig i deres dynamiske pingpong og tænkt: Der har vi da ”Vild med dans”-værterne”.

Men sådan gik det som bekendt ikke.

- Jeg havde aldrig hørt om Vild med dans og de sender så det engelske format, som hedder ”Dancing with the stars”. Det sidder jeg så og ser, og jeg tænker: ”Det er dog det værste lort. Jeg har aldrig oplevet noget så pivringe”, fortæller Hjortshøj.

Han føler sig kaldet til at redde TV 2 fra fiaskoen og tager til møde for at forklare dem, at det er en dum idé at lave den danske udgave.

For der var ifølge Lars ingen i Danmark, som interesserer sig for dans. Når der var dans i fjernsynet, var der ingen seere til det. Så beskeden var Lars var klar:

- Det kan I godt droppe. I får heller ingen danske kendte til at stille op i ”Vild med dans”. Ingen med bare en lille smule selvrespekt vil synke så lavt.

- Rigtig god fornøjelse med det lorteprogram. Det kommer aldrig nogensinde til at fungere.

Radiomakkeren takkede dog ja til tjansen, og nu har danseprogrammet kørt i to årtier.

- Der ramte jeg helt ved siden af skiven, siger han og griner.

TV 2 har dog ikke opgivet tanken om at få Hjortshøj med i programmet på den ene eller anden måde. Komikeren afslører, at kanalen efterfølgende har henvendt sig flere gange for at få ham med på dansegulvet.

Foreløbigt er det blevet til et ”nej tak” hver gang.

Sponsoreret indhold