Kendte13. november 2021

Lars Høghs dødsdom: Nu reagerer Hjulmand

Landstræner Kasper Hjulmand er trist over Lars Høghs tilstand og fremhæver legendens betydning på landsholdet
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Lars Høgh har kun måneder tilbage at leve i, har en læge meddelt den tidligere landsholdsmålmand. Det fremgår af et interview i Avisen Danmark.

På landsholdet har Lars Høgh være målmandstræner i flere år, men han har ikke været i stand til det ved den nuværende samling.

Høgh var dog til stede under fredagens landskamp og hilste også på spillerne, da Danmark slog Færøerne med 3-1 i Parken.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/copy_of_20200930_lhl1604.jpg
 Foto: Lars H. Laursen

Lars Høgh til Randbow Awards 2020 i Circusbygningen. (Foto: Lars H. Laursen)

Landstræner Kasper Hjulmand mener, at Høgh har uvurderlig betydning for landsholdet.

- Det er enormt svært at beskrive. Det er så vildt, så meget han fylder. Jeg har også arbejdet med Lars i FC Nordsjælland og kender ham gennem mange år.

- Lars er ikke bare en målmandstræner. Han fylder noget på den rigtig gode måde rent menneskeligt for alle spillere.

- Hvis du taler med hvilken som helst markspiller, vil han kunne fortælle, hvor meget Lars betyder. Han er snakkesalig og social, siger Hjulmand.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210708_mr_landsholdet_028.jpg
 Foto: Mikael Rieck

(Foto: Mikael Rieck)

Kæmpe del af holdet

Kasper Hjulmand taler på lørdagens pressemøde på Hotel Marienlyst længe og varmt om Høgh dagen efter kampen mod Færøerne. Her har de to mange fælles minder - blandt andet fra under sommerens EM.

- Jeg tænker på de tidlige morgener, hvor jeg har siddet her med Lars efter en kamp eller træning og set solen stå op herude. Vi har siddet og sludret om alt muligt.

- Sådan har jeg det med Lars, og sådan vil alle have det med Lars. Han har en evne til at være ekstremt nærværende og have en stor betydning for de mennesker omkring ham, siger Hjulmand.

Høgh er en kæmpe stor del af landsholdet på alle mulige måder, lyder det.

- Han er en kæmpe inspiration for mig, til hvordan man kan leve et liv præget af optimisme og positivitet.

- Jeg kender ikke nogen - selv under de omstændigheder Lars er i nu - som er i stand til at angribe livet så positivt, siger Hjulmand.

Lars fylder i tanker og sind

Den nuværende tilstand, som Høgh befinder sig, er noget, der fylder på landsholdet.

- Det påvirker os sindssygt meget. Vores tanker er hos ham. Vi taler meget om Lars, når han ikke er her. Vi gør alt, hvad vi kan for at få flest mulige minutter sammen med Lars.

- Jeg har selv personligt drønet til Kerteminde i tide og utide. Vi holder af ham, Tine og familien.

- Det er meget specielt, at alle spillerne og hele staben føler, at de har en af deres bedste venner i Lars, siger Hjulmand.

Ovenpå sommerens EM, hvor Christian Eriksen faldt om under åbningskampen mod Finland med hjertestop, er landsholdet bedre rustet til den aktuelle situation med Høgh.

- Vi har efterhånden oplevet en del med det her hold, og det er så endnu en ting, vi har haft med os et stykke tid. Han fik jo konstateret kræft i august 2018, og det har været en fortælling siden.

- Det er for alvor intensiveret i 2021. Det er sådan en parallel fortælling i vores samlinger, liv og også under EM, hvor vi også havde det med os, siger Hjulmand.

Der har også været overvejelser om at skåne spillerne for kontakt med Høgh i den aktuelle tilstand. Men det er ikke nødvendigt, for spillerne kan sagtens håndtere at hilse på ham.

- Den her gruppe er i stand til at tåle alt. Normalt vil jeg sige, at vi ikke kunne have en, der er så syg, med os i en vigtig sidste samling.

- For når man spiller fodbold, skal man faktisk have følelsen af, at det handler om liv eller død.

- Så når en af vores bedste venner er ved at dø, kan det godt forstyrre følelsesmæssigt på den intensitet og fokusering, der skal være. Men vi kan godt tåle det, siger Hjulmand.

Det har de bevist ved flere lejligheder, forklarer han.

- Gutterne kan godt sidde og tale om det og med Lars og så gå ud og være fuldstændigt fokuseret og hamre igennem ude på træningsbanen. Det er meget specielt.

- Jeg kan ikke forestille mig andre steder eller hold, hvor man kan sådan noget her, siger landstræneren.

Danmark skal i årets sidste landskamp spille mod Skotland på udebane mandag aften.

Sponsoreret indhold