Las Vegas-morder efterlod uhyggelig seddel på hotelværelset
I dag er det præcist én uge siden, at 64-årige Stephen Paddock fra sit hotelværelse i Las Vegas dræbte 58 og sårede endnu flere.
Siden har amerikansk politi og efterforskere forsøgt at danne sig et overblik over både forløb og motiv i dét, der er det værste masseskyderi i landets historie i nyere tid.
Nu har tre betjente så afsløret, hvad der stod på den gule seddel, som blev fundet på natbordet, da de stormede Stephen Paddocks hotelværelse på 32. etage af Mandalay Bay Hotel and Casino.
På sedlen havde den pensionerede 64-årige skrevet flere beregninger ned – beregninger der skulle hjælpe ham til at tage livet af så mange som muligt.
Det fortæller politibetjent David Newton i et interview med CBS-programmet "60 Minutes" ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg kunne se, at han havde skrevet afstanden, den højde, han befandt sig i, samt afbøjningen af kuglen mod menneskemængden. Dermed kunne han regne ud, hvor han skulle sigte for at ramme sine mål, siger David Newton.
Politiet, der stormede værelset, fandt sedlen på natbordet tæt på det vindue, hvorfra Stephen Paddock havde affyret tusindvis af skud mod koncertgæsterne til det årlige Route 91 Harvest Festival i Las Vegas.
Han nåede at dræbe 58 og såre 489, før at han valgte at vende et af sine våben mod sig selv og begå selvmord.
De amerikanske myndigheder står fortsat uden et motiv til masseskyderiet, der varede i omkring 9-11 minutter.
Tidligere – da det kom frem, at der var fundet en seddel på hotelværelset – blev der spekuleret i, om Stephen Paddock havde skrevet et slags afskedsbrev, men sedlen har altså nu vist sig at indeholde beregninger af skudvinkler.
- Vi har stadig intet klart motiv eller en årsag, siger vicesherif Kevin McMahill.
Myndighederne i Las Vegas har tidligere forklaret, at de mener, at Stephen Paddock formentlig havde planlagt – eller hvert fald overvejet – andre mål for sin massakre.
Tidligere har han således reserveret et hotelværelse med udsigt til Lollapalooza-festivalen i Chicago i august.
Derudover er det kommet frem, at han havde reserveret et værelse med udsigt til Life Is Beautiful-festivalen i Las Vegas i slutningen af september.
Marilou Danley, der var kæreste med Stephen Paddock, har fortalt, at hun ingen anelse havde om hans dystre og makabre planer. Hun vendte tirsdag hjem til USA efter at have opholdt sig på Filippinerne, mens søndagens massakre fandt sted. Hun blev straks hentet af FBI og herefter afhørt.
- Jeg kendte Stephen Paddock som en rar, omsorgsfuld og stille mand. Jeg elskede ham og håbede på en rolig fremtid sammen med ham, udtalte hun i en udtalelse, der onsdag blev læst op af hendes forsvarsadvokat, Matthew Lombard.
- Han sagde aldrig noget til mig eller gjorde noget, som jeg på nogen måde tolkede som et varselssignal om, at noget forfærdeligt som dette ville ske, tilføjede hun.
Du kan se billeder fra det hotelværelse, hvor Stephen Paddock udførte sin massakre i galleriet herunder. Her kan du også se billeder af nogle af ofrene for skudmassakren.
OBS! Billederne kan virke voldsomme!
Ofrene for skyderiet i Las Vegas, oktober 2017 - samt de våben der blev brugt
Stephen Paddock havde i dagene op til massakren smuglet ti kufferter – fyldt til randen med 23 skydevåben – op på værelset.
12 af de 23 våben var fuldautomatiske rifler.
Politiet har også fortalt, at Stephen Paddock havde udstyret hotelværelset med flere kameraer, så han kunne holde øje med, hvornår politiet opdagede ham.
Hans massakre varede ifølge politiet i omkring ni til 11 minutter, før at han vendte et af sine våben mod sig selv og begik selvmord.
Der gik 72 minutter, før at politiet fandt frem til det hotelværelse, hvor Stephen Paddock befandt sig. Her fandt de ham død på gulvet, ligesom de fandt en lang række våben på gulvet og i møblerne.
Politiet har efterfølgende fundet ud af, at Stephen Paddock ejede i alt 42 skydevåben – og han havde altså medbragt 23 af dem til massakren i Las Vegas, der begyndte kort efter klokken 22.00 søndag aften lokal tid.
Det er kommet frem, at Stephen Paddock i dagene op til massakren havde overført et større pengebeløb til Filippinerne, hvor hans kæreste opholdt sig, da massakren udfoldede sig søndag.
Politiet efterforsker stadig, hvad motivet bag massakren er.
Stephen Paddock havde boet 27 forskellige steder i Nevada, Florida og Texas i sit voksne liv – men levede ellers et ”stille og ubemærket liv”.
Senest boede den 64-årige mand i et pensionist- og golfområde i Mesquite 130 kilometer uden for Las Vegas.
Her boede han sammen med sin 62-årige kæreste, Marilou Danley. Hun befandt sig i udlandet, da søndagens angreb fandt sted i Las Vegas.
Stephen Paddock havde arbejdet som revisor, før han gik på pension – og han havde tjent styrtende med penge på flere ejendomsinvesteringer i blandt andet Texas, Mesquite og Californien.
Han ejede desuden to huse i Nevada: Et hjem på to etager i Mesquite og et andet i yderkanten af Reno, der også ligger i Nevada.
Ifølge AFP er de to huse vurderet til over 700.000 dollar - næsten 4,5 millioner danske kroner.
Politiet siger, at han ikke er kendt af politiet, og at han ikke før har begået lovovertrædelser. Han havde ikke taget skydetimer, men havde jagt- og fisketegn.
Også hans bror Eric Paddock har beskrevet ham som en ”stille og rolig” fyr. Eric Paddock er i chok over nyheden om, at hans bror står bag det værste masseskyderi i USA's historie.
- Hvis han havde slået mine børn ihjel, ville jeg være ligeså forbløffet, fortalte Eric Paddock dagen efter angrebet.
- Hans liv er en åben bog. Han havde ingen religiøse eller politiske overbevisninger. Han kunne godt lide at spille poker på maskiner. Han tog på krydstogter. Han sendte store kasser med småkager til sin mor, udtalte Eric Paddock.
Kort efter massakren udtalte den ekstremistiske terrororganisation Islamisk Stat, at Stephen Paddock var en af deres soldater – og at han var konverteret til Islam forud forud for angrebet. Det afviser FBI dog.
FBI-agent Aaron Rouse siger ifølge The Guardian, at "der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på, at Paddock havde forbindelse til internationale terrororganisationer"
Motivet til USA's værste masseskyderi er derfor stadig et mysterium. Indtil videre er 58 bekræftet døde, mens 527 er kvæstet, over 50 af dem er alvorligt kvæstet.
Countrysangeren Jason Aldean optrådte, da skyderiet begyndte kort efter klokken 22.00. Selve skyderiet varede mellem ni og 11 minutter.
Flere koncertgæster filmede øjeblikket, hvor den populære countrysanger måtte afbryde sin koncert, mens man tydeligt kunne høre adskillige skud blive affyret i baggrunden.
Herefter opstod der tumult blandt de mange koncertgæster, der flygtede i panik.
Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube
Jason Aldean udsendte mandag en kort udtalelse på Instagram.
- I aften var mere end skrækkelig. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige, men jeg vil bare fortælle alle, at mig og mine folk er uskadte. Mine tanker og bønner går til alle påvirkede. Det gør ondt i hjertet, at det her kan ske for nogen, der bare er ude for at nyde, hvad der skulle have været en sjov aften.
Man formoder, at omkring 22.000 gæster deltog i festivalen.