Lasse fik vanvittigt svar fra Thansen: Blev kaldt 'lille hund'
Da Lasse Pedersen for noget tid siden gav Thansen i Silkeborg en dårlig anmeldelse på butikkens Facebook-side, havde han næppe regnet med at få en decideret sviner som svar.
Det var ikke desto mindre tilfældet, for i går svarede butikken så på Lasse Pedersens dårlige anmeldelse.
Og det var ikke venlige eller undskyldende ord, som Thansen havde til overs for deres kunde.
Næhh... de kaldte såmænd Lasse for ”lille Lasse”, ”lille hund”, og undervejs i svineren beskrev de også Lasses kæreste som ”knap så skarp”.
De hånende ord kom, efter at Lasse Pedersen for noget tid siden havde skrevet om en dårlig episode i Thansen-butikken i Silkeborg:
Lasse Pedersen havde næppet regnet med dette svar, efter at han havde kritiseret butikken. Foto: Lasse Barasinski Pedersen/Facebook
Åbnede legetøjsbutikken for sneglade børn
Simone imponerer ALLE med vildt vægttab
- Elendig service i forbindelse med en reklamation. Flabet, hånlig og respektløs attitude. Lad være med at købe noget her, hvis det går i stykker er man fucked. Stod og skændtes med lederen på p-pladsen. Så ringe, skrev Lasse Pedersen – og det fik altså Thansen til at flette et hånligt svar sammen:
- Kære lille Lasse. Fint lille indlæg. Tak for dit flotte indlæg. Sikke du kan og sikke en vrede, men du glemmer lige at fortælle, hvorfor du kommer og hvad sagen drejer sig om. Du sad jo i bilen og ventede som en lille hund imens din blonde (og knap så skarpe veninde/kæreste) stod og skabte sig og forsøgte at snyde til et nyt dæk og fælg, skrev Thansen i den hånlige kommentar.
- Det skal lige nævnes for en lille dreng som dig, at når man kører imod en kantsten med sine nye fælge og smadrer fælgen og flænser dækket op i siden, ja så anerkendes dette IKKE som en reklamtion, men mere en dumhed I desværre selv må betale for. Det er derfor DINE ting ”går i stykker”. Alle andre reklamationer tages altid seriøst, når kunden altså ikke vil snyde os, lød det videre.
Nu viser det sig dog, at den hånlige besked kom fra en tidligere butikschef, der er blevet bortvist.
Det fortæller Lars Dahl, der er marketingschef hos Thansen, til Ekstra Bladet:
- Grundet procedurefejl var hans adgang til thansen.dk Silkeborgs Facebook side ikke blevet slettet. Og hans svar er foretaget EFTER hans bortvisning, skriver Lars Dahl i en mail til Ekstra Bladet.
- Det skrevne er derfor ikke skrevet af en, der er i et ansættelsesforhold hos thansen.dk. Vi tager 100 procent afstand fra dette og beklager, at kunden måtte udsættes for dette, siger Lars Dahl til Ekstra Bladet.
Den hånlige besked fra Thansen er nu slettet fra butikkens Facebook-side.