Lasse Spangenberg skal designe Elviras brudekjole: Dette ord bruger han om kjolen

Alt tyder på, at Elvira Pitzner og Mortada Haddads bryllupsfest bliver både ekstravagant og elegant.
Tidligere har Elvira således afsløret, at parrets kærlighedsfest skal holdes i romantiske rammer på et chateau i Frankrig. Og Elvira har også afsløret, at det bliver en vaskeægte royal designer, der står bag hendes brudekjole: Nemlig Lasse Spangenberg.
Designeren selv havde så fornøjelsen af at sætte ord på sit arbejde med brudekjolen, da SE og HØR mødte ham til premiere på “The Last Ship” i Østre Gasværk fredag aften.

Først og fremmest understregede han, at kjolen – som traditionen foreskriver – bliver hvid. Og så brugte han ét særligt ord, da han skulle forklare, hvordan kjolen bliver:
- Det bliver spektakulært. Det bliver meget Elvira-stil. Den bliver simpel, klassisk og elegant, og så har jeg fået frie hænder. Men vi har sammen fundet en skidegod model, og jeg glæder mig meget til at se den. Det bliver ekstravagant, lød det fra Lasse Spangenberg.
Han tilføjede, at han har gjort meget for at designe en kjole, der lige netop passer til Elvira:
- I og med at hun har den krop og det look, hun har, bliver kjolen skabt til hende. Den bliver klassisk og flot.
Det er dog ikke første gang, at Elvira Pitzner og Lasse Spangenberg arbejder sammen. Da Elviras datter Sophia blev døbt, var kjolen også kreeret af Lasse Spangenberg.
Og dengang blev dåbsfesten også holdt i smukke og ekstravagante rammer – nemlig i selveste Odd Fellow Palæet i indre København.