Kendte3 timer siden

Lasse Spangenberg taler ud om morens død: - Jeg frygter det virkelig

Designeren mistede sin mor i september. Nu venter den første jul uden hende
Lasse Spangenberg (til højre) på den røde løber inden repremieren på "Nøddeknækkeren" i Tivoli. 
Lasse Spangenberg (til højre) på den røde løber inden repremieren på "Nøddeknækkeren" i Tivoli.
 Foto: Dan Mariegaard

- Så endte din korte kamp. Du tabte kampen. Du kæmpede til det sidste, men i nat kunne din lille krop ikke mere. Tak for livet, for din læring, din støtte. Tak for dig. Hvil i fred og go rejse.

Sådan skrev designeren Lasse Spangenberg i et opslag på Facebook i september, efter at hans mor Lykke var gået bort.

Hun døde efter en kort kamp mod kræft.

Det hårde tab har siden fyldt meget for Spangenberg, der stadig kæmper en kamp med sorgen.

Det bliver ikke nemmere af, at julen står for døren. Den første jul uden mor Lykke.

- Det er første gang, jeg skal holde jul uden min mor. Jeg overvejer at rejse væk for at få det hele på afstand, fordi det var så voldsomt og pludseligt. Simpelthen rejse væk og prøve lige at finde ud af, hvem jeg er. Få tankerne lidt væk. Det er mærkeligt, og det er hårdt. Det er noget helt nyt, jeg skal til at finde ud af, siger en følelsesladet Lasse Spangenberg til SE og HØR inden repremieren på "Nøddeknækkeren" i Tivoli.

Uanset hvad han ender med at gøre til jul, så ved han, det bliver hårdt.

Faktisk er det med bange anelser, han tænker på julen.

- Jeg frygter det virkelig. Jeg er bange for, hvordan jeg kommer til at reagere på grund af alle minderne.

Indtil videre har designeren i høj grad brugt arbejdet til at bearbejde sorgen.

Det har hjulpet med at få tankerne væk fra den store sorg, fortæller han.

Sponsoreret indhold