Lene Beiers søn i mistrivsel: Det slår mig ud
LÆS OGSÅ: Lene Beier med kærlig hjælp: Vil ringe til ensomme danskere
Smil, engagement og rap i replikken. Det er sådan danskerne kender Lene Beier, når hun toner frem på skærmen. Men når hendes base går i stykker, vakler hun og bliver frustreret.
– Det slår mig ud, når mine børn er i mistrivsel, siger Lene og fortæller, at hendes ene søn har haft det svært de sidste otte år.
– Han har en opmærksomhedsforstyrrelse. Han bliver nemt forstyrret og distraheret, og han distraherer nemt sig selv. Men det, der fylder mest, er, at han er overempatisk. Han mærker verden meget, meget voldsomt, og så kan verden være et svært sted at være, forklarer hun.
Passede ikke ind
Det betyder, at sønnen havde svært ved at gå i skole lige fra starten i 0. klasse.
– Han følte ikke, at han passede ind. Han havde svært ved at sidde stille og være i den form, som man skal være i, når man er i en folkeskole. Jo ældre man bliver, jo værre bliver sådan noget. Han følte sig udenfor fællesskabet, siger tv-værten.
Til sidst gjorde sønnen sit bedste for at undgå skolen, og han stak af fra skolen, når det var rigtig slemt.
– Til sidst havde han ikke lyst til at være her mere, fordi han ikke synes, at verden er et rart sted at være, lyder den barske besked fra Lene.
Kæmpede for sønnen
Sammen med sin mand Anders kæmpede Lene for at få deres søn til at forstå, hvor elsket og dejlig han var. Samtidig forsøgte de at finde rundt i systemet, så han kunne få en god skolegang, hvor han passede ind.
– Jeg bliver frustreret og enormt påvirket og ked af det, da det er et af de mennesker, jeg elsker allerhøjest. Jeg vil hellere selv tage den smerte, end at de skal have den. Men jeg bliver også enormt løsningsorienteret, og jeg prøver at gøre alt for at se, hvad der er af muligheder og løsninger. Hvem kan jeg ringe til, og hvordan kan jeg finde en vej igennem det her? siger Lene.
Familien har kæmpet
De sidste mange år har der gemt sig en trist sandhed bag Lenes glade ydre, fordi en af hendes sønner har haft det svært.
– Jeg er heldigvis gammel skolelærer, så det har været en fordel, da jeg kendte systemet, og vidste hvem jeg skulle ringe til, for det er enormt kompliceret at finde ud af systemet, siger Lene.
Det har krævet meget overskud og vedholdenhed.
– Det har man ikke altid, når man har et barn i mistrivsel. Men mit råd er, at man skal sætte sig ind i, hvad man har krav på, og så skal man holde fast. For som forældre kender man sit barn bedst, og man skal ikke have et barn, som har det dårligt.
Det rette tilbud
Hun og manden har nu endelig fundet det skoletilbud.
– Nu er der ro og tingene er gode nu. Han er enormt begavet, men de lærer ham også, hvordan han skal tackle livet, roser Lene Beier.
– Jeg har ikke sagt noget om det før, for det har været meget vigtigt for mig, at jeg først fortalte om det, når han var et godt sted. Ellers kunne det nemt komme til at lyde som om, at jeg ville bruge opmærksomheden til at finde et sted til ham.
Det er heldigvis lykkedes, og sønnen går nu i en dagbehandlingsskole, hvor han har det godt.
– Der er flere (voksne, red.) til meget færre børn. Undervisningen er tilrettelagt sådan, at hvis han bliver ked af det, så er der nogen, der kan tage ham ud og lære ham, hvordan han kan tackle de her ting, så han kan lære at bruge det til noget positivt, forklarer Lene og understreger, at hun på ingen måde klandrer folkeskolen.
– Det er ikke, fordi man ikke gerne vil det i en folkeskole, men det kan man ikke, når der er så mange elever i klassen.
Fællesskab og forståelse
Lene er lykkelig for, at sønnen endelig har fundet fællesskab og forståelse. Hun er ikke i tvivl om, at det er vigtigt for alle. Og det var også med til at få hende til at sige ja til at være vært på TV 2’s “Det fede fællesskab”.
– Jeg er blevet inspireret af dem fra fællesskabet, for de er så modige og står frem. Hvis vi skal gøre noget ved psykisk ubalance, så er første skridt, at vi snakker om det.
Lene Beier føler sig selv privilegeret, fordi hun først og fremmest er en del af sit eget fællesskab med sin familie, men også med veninder, kollegaer og naboer.
– Som voksen er jeg blevet bedre til at vælge de fællesskaber, der passer til mig i stedet for at forsøge at presse mig ind, hvor jeg ikke passer ind. Jeg er ikke en del af dem, som går meget på klub – jeg vil hellere sidde ude ved bålet i weekenderne. Man skal finde noget, der giver mening for en. Det finder man ud af, når man lærer sig selv at kende.