Leonardo DiCaprio har ledt efter sin seneste film i flere årtier
Leonardo DiCaprio er atter filmaktuel. Denne gang er det på Netflix i filmen "Dont look up", hvor han spiller astronomen Dr. Randall Mindy, som sammen med studenten Kate Dibiasky, der spilles af Jennifer Lawrence, opdager en komet med kurs direkte mod jorden.
Desværre for de to forskere (og resten af jordens befolkning), er ingen tilsyneladende interesseret i deres opdagelse, men går mere op i politisk midtvejsvalg og popstjerners kærlighedsliv.
For den skarpe seer er det formentlig ikke svært at se, at skifter man komet ud med klima, så minder det - vil nogle mene - meget om den situation vi har i virkeligheden.
Ledt efter film i årtier
For DiCaprio, der i mange år har været fortaler for at gøre mere ved klimaforandringerne, var filmen stærkt tiltrængt.
Det fortæller filmstjernen til The National Post.
- Jeg har ledt efter en film, der handler om det her emne, i årtier.
- Adam (McKay, instruktør og forfatter bag filmen, red.) har virkelig knækket koden med den her fortælling.
- Han så, hvad jeg så. At du ikke skal fortælle historien om klimakriser, men fortælle noget, der er forklædt som klimakriser og lade publikum le af det, siger Leonardo DiCaprio.
Udover Titatic-stjernen er der også mange andre store navne med i filmen. Blandt andre Meryl Streep, Jonah Hill og Timotheée Chalamet.
Beæret over at spille forsker
Den Oscar-vindende skuespiller er glad for at få chancen for at give forskere og videnskabsmænd en større rolle i debatten.
- Jeg var taknemmelig over, at spille en karakter der er baseret på så mange mennesker, jeg har mødt, fra det videnskabelige miljø.
- I særdeleshed klimaforskere, der har forsøgt at kommunikere nødvendigheden af at løse det her problem, men oplever at blive sat på den sidste side i avisen, siger Leonardo Dicaprio
Han nævner derudover det spøjse i, at filmen er lavet under coronapandemien, hvor helt nye videnskabelige spørgsmål er kommet til verden.
Klimaaktivist
Det er langt fra første gang, at DiCaprio forsøger at gå forrest i kampen mod klimaforandringer.
I 2016 vandt han en Oscar-statuette for bedste mandlige hovedrolle i filmen "The Revenant", men valgte at bruge meget af sin tale på at italesætte de klimaforandringer, vi har oplevet de seneste år.
Samme år var han aktuel med dokumentarfilmen "Before the flood", der gik i dybden med årsagerne til – og effekten af – klimaforandringerne.