Kendte3 timer siden (opd. 2 timer siden)

Lettet Søs Fenger: Frifundet i retten

Hitmageren slap med forskrækkelsen, da hun fredag mødte op i Københavns Byret
Søs Fenger frygtede for konsekvenserne, men slap med skrækken i retten fredag.
Søs Fenger frygtede for konsekvenserne, men slap med skrækken i retten fredag.
 Foto: Stine Heilmann

LÆS OGSÅ: Søs Fenger aflyser koncerter grundet dødsfald i familien

Weekenden bliver ekstra god for Søs Fenger, der kunne forlade Københavns Byret med en frifindelse.

Hun stod ellers til en ubetinget frakendelse af sit kørekort, men da den indkaldte politibetjent ikke kunne huske sagen i detaljer, var anklageren klar i mælet.

- Når vidnet ikke kan huske noget, så bliver det en frifindelse i sagen, sagde politianklageren og fik opbakning fra dommeren.

- Du bliver frifundet, da jeg følger anklagerens påstand. Så det er resultatet, du slipper for en ubetinget frakendelse, lød meldingen fra dommeren.

- Må jeg så godt gå?, spurgte en tydeligt lettet sangerinde, inden hun forlod retten.

Inden da var en tydeligt trykket sangerinde mødt op i retten, da hun var anklaget for at have benyttet sin mobiltelefon, mens hun kørte bil.

- Jeg vil se, om jeg kan slippe for at få frataget mit kørekort, sagde sangerinden i retten.

Anklagerens påstand var oprindeligt, at det skulle koste hende en ubetinget frakendelse af kørekortet, da hun i 2021 allerede havde en betinget frakendelse af kørekortet. Noget som hitmageren i retten forklarede ville have store konsekvenser for hende.

- Jeg bruger min bil i mit arbejde, og det vil være super besværligt, hvis jeg skal prøve at finde andre løsninger, forklarede sangerinden, der turnerer landet rundt med sin musik.

Det var også musik, der fik hende på gaden 24. august 2021 klokken 10.41, da hun blev standet af politiet.

- Jeg var på vej til øvelokalet.

- Jeg kunne mærke, at jeg ville blive lidt forsinket, så jeg ville sende en sms til drengene og skrive, at jeg blev forsinket, forklarede Søs Fenger i retten, hvor hun var mødt op uden en forsvarer.

- Så tog jeg telefonen, da jeg holdt for rødt, så ville jeg skrive en besked, men jeg nåede det ikke, så jeg lagde telefonen ned, uddybede hun

Sangerinden var i tvivl, om hun nåede at åbne telefonens skærm, inden hun igen lagde den mellem de to sæder, da det er mere end fire år siden det skete, husker hun det ikke så godt.

Kort efter prejede politiet hende ind.

- Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg godt vidste, at man ikke måtte tale i telefon, mens man kørte bil. Men jeg vidste ikke, at man ikke måtte røre sin telefon, mens man holdt for rødt lys, siger sangerinden.

Den betjent, der standsede Søs Fenger var indkaldt som vidne i den fire år gamle sag.

- Jeg kan ikke sige så meget andet, end at jeg har standset tiltalte, forklarede den kvindelige betjent.

Grundet den lange tidshorisont kunne hun ikke huske de nærmere detaljer.

- Jeg har givet mange bøder for det, så jeg kan ikke sige så meget andet.

- Jeg sigter kun folk, hvis de benytter deres telefon, men jeg kan ikke huske, hvordan det skete i denne sag, sagde betjenten.

Og det var netop derfor, at dommeren frikendte Søs Fenger. For når vidnet ikke kunne huske sagens detaljer, så var der ingen sag.

Egentlig var hun blevet dømt i sagen allerede 7. juni, da hun ikke mødte op i retten. Men hun forklarede i retten, at hendes udeblivelse skyldtes en misforståelse om datoen.

Derfor havde hun ansøgt om at få sagen genoptaget. Det accepterede dommeren og denne gang førte det til en frifindelse.

Så nu kan Søs Fenger igen køre ud i trafikken og forhåbentlig har hun nu lært, at man ikke må røre sin mobil i trafikken.

Sponsoreret indhold