
Linda P. elsker at være voksen og mor: - Vi hopper i sengen

LÆS OGSÅ: Komiker smider millioner
Voksenlivet behøves ikke var trist og kedeligt. I hvert fald ikke, hvis man hedder Linda P.
– Jeg elsker at være voksen. Dermed ikke sagt, at man er voksen, når man er 40 år, siger hun med et grin.
Hun fyldte 40 år sidste sommer, og det har på ingen måde gjort ondt i hendes sind.
– Jeg elsker det. Jeg elsker at være 40. Jeg glæder mig endnu mere til at blive 50. Jeg tager jo altid mine kriser i opløbet, forklarer komikeren.
– Jeg tog min 30-årskrise, da jeg var 28, hvor jeg gik ned med stress og alt det der lort. Det er bare ret fedt at have sin allerstørste krise i så tidlig en alder.
– Så jeg gled bare ind i 40-årsalderen med et glas rosé, jubler den sjove dame, da SE og HØR møder hende i Tivoli til en snak om Tivolirevyen, hvor hun er kunstnerisk chef.
På jobbet har hun chefkasketten på, og det har hun også i privaten, hvor hun er mor til femårige Nanna.
– Jeg er jo ret barnlig derhjemme. Vi kejter rundt, mig og Nanna. Vi hopper i sengen og er underlige, afslører Linda P. om sin rolle som mor.
Selv om de elsker at fjolle, så sørger hun også for, at tingene er så tilrettelagt. Og hun er ikke i tvivl om, at hun er blevet meget mere struktureret med alderen.
– Morrollen, den vil jeg i al beskedenhed påstå, at man ikke kan sætte en finger på.
– Men min bil – den sejler altid. Der er i hvert fald 47 kopper fra Circle K. i den, lyder meldingen fra komikeren.

Nannas fantastiske far
Sammen med resten af holdet er hun lige gået i gang med prøver til Tivolirevyen, og her havde hun et særligt krav.
– Vi har prøver i dagtimerne. Det er jo ikke normalt i den her verden. Så det er simpelthen helt kedeligt ni til 15.
Det passer nemlig ganske godt med at være mor. Men når det bliver alvor, og der er premiere på showet 5. juni, står den på aftenforestillinger.

Det kunne blive en udfordring som singlemor, men Linda glæder sig over, at hun har et godt samarbejde med sin ekskæreste.
– Nannas far er priceless. Han har været fantastisk. Der er også nogle dejlige bedsteforældre, som hjælper, og så har jeg jo en god mødregruppe og gode venner omkring mig, jubler hun.
– Og nu er hun jo fem år, så hun kan også komme med nogle gange, siger den arbejdsomme mor.
Glæder sig til ferie
Midt i juli bliver der heldigvis tid til nogle ugers ferie, og her er planen allerede lagt.
– Vi skal til Schweiz og til Bornholm. Normalt rejser vi udenfor sæsonen i starten af juni, men det kan vi ikke i år. Så det bliver ikke Lalandia eller Gran Canaria.
– Det kan jeg ikke midt i sæsonen med så mange mennesker. Så vil jeg heller op på et bjerg i Schweiz, forklarer Linda P. om ferien, hvor de skal afsted med et vennepar.
Der er ikke kommet en ny mand i hendes liv, for det er kalenderen simpelthen for stram til.
– Det er ikke fordi, at jeg ikke synes, det er dejligt med kærlighed. Jeg har jo et totalt Disney-agtigt forhold til kærlighed, men lige nu har sgu ikke lige været tid til det, siger Tivolirevyens kunstneriske chef.

Ny bolig og familieforøgelse
Vilde Vesterbro er netop skiftet ud med mondæne Østerbro for Linda P. og hendes femårige datter, Nanna. Det har ikke været en helt billigt med den nye bolig. Ifølge Tingbogen har hun givet 5,5 mio. kr. for sit nye domicil, som ligger nær Trianglen.
– Det er jo også et kulturchok, at man ikke skal blive vækket fem gange om natten, fordi der er nogen, der står og skændes, siger komikeren til SE og HØR. Samtidig afslører hun, hvor meget hun elsker voksenlivet og at hun har overvejelser om en familieforøgelse.
– Jeg elsker at være 40, ligesom jeg elsker at være gravid, siger hun.
Skal du så have flere børn?
– Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Men det skal være nu, hvis det er. Men jeg kan jo også godt lide at have tid, funderer hun.
