Linie 3 afslører: Preben Kristensen er stopklodsen for genforening
LÆS OGSÅ: Anders Bircow gik fra forgyldt til forgældet
Linie 3 har ikke lavet et show siden 2012. I 2023 genopstod de dog som en tobenet taburet - uden Preben Kristensen - da Anders Bircow og Thomas Eje turnerede med teaterkoncerten "Her er de to andre".
Nu fortæller trioen, hvorfor en genforening med et fuldtalligt Linie 3 ikke kommer til at ske. Til TV 2 forklarer særligt Thomas Eje og Preben Kristensen, at det ene og alene er sidstnævntes skyld. For han tør ikke.
Han er bange for, at det ikke bliver så fantastisk, som han mener, det skal være.
- Jeg ville da elske at stå sammen med de to idioter én gang til og vælte salen, for det er fuldstændigt fantastisk. Men jeg tør ikke, siger han i dokumentaren "Linie 3 - 45 år på scenen", som sendes torsdag på TV 2 Charlie og TV 2 Play.
Preben Kristensen sammenligner et nyt Linie 3-show med den sidste Olsen Banden-film, som han ikke mener, nogensinde skulle være lavet.
For selv om et "dårligt" show ikke ville gå ud over trioens samlede eftermæle, så siger hans egen selvkritik, at han ikke skal levere noget, hvis det ikke er 100 procent.
- Så er det bedre at bevare det barn, vi tre har sammen. Det, der allerede er i folks bevidsthed. Jeg tror ikke, jeg kan leve op til det nu. Så enkelt er det simpelthen.