Lisbet Dahl om ny Tivoli-revy: Startede som en joke
Hun nåede ikke at blive en del af Cirkusrevyen i år efter en sygemelding.
Så da det i forvejen var kommet ud, at 2022 var Lisbet Dahls sidste gang på de skrå brædder på Bakken, formodede mange, at det var slut med at sætte lighedstegn mellem den 76-årige revydronning og de store sommergrin.
Men den tanke har Lisbet Dahl i den grad gjort til skamme i dag, hvor det er kommet frem, at hun både skal instruere og medvirke i Tivolis nye revy, Tivolirevyen, som har premiere næste sommer.
Her bliver hun blandt andet gendannet med kapelmester James Price, der skal styre de musikalske indslag sikkert i havn.
Startede som en joke
Det var netop James Price, som for sjov foreslog Lisbet Dahl, at de burde lave en revy i Tivoli.
Det fortæller skuespillerinden til SE og HØR.
- James havde fået at vide, han ikke skulle fortsætte i Cirkusrevyen efter 2022. Så ringede han til mig, og vi snakkede sammen.
Så spurgte jeg ham, ”hvad skal vi to så lave i 2023?”, og så svarede han ”Revy i Tivoli!”. Og så grinede vi, for det var simpelhen noget af det sjoveste, fortæller Lisbet Dahl muntert.
Kort om Tivolirevyen
Når Tivolirevyen får premiere i Glassalen i2023, er det en genoptagelse af en lang revytradition i Tivoli. Den første revy i Tivoli blev lavet tilabeg i 1884 under navnet Sommerrevyen.
Senest indtog revyen Tam Tam i Glassalen i 2014 med blandt andre Søs Egelind, Bodil Jørgensen, Chsistiane Schaumburg-Müller, Niels Olsen og Pelle Emil Hebsgaard.
Allerede fem dage senere sad to garvede revyfolk dog til møde med kulturchefen i Tivoli, og siden er resten gået slag i slag.
Ingen sure miner fra Bakken
Hvis man fristes til at tro, at den nye revy har skabt dårlig stemning til de tidligere kollegaer på Cirkusrevyen, kan man godt tro om igen.
Det er der nemlig ikke skyggen af, siger Lisbet Dahl.
- Nej nej nej, intet uvenskab. Jeg sagde det til Torben (”Træsko” Pedersen, red.) for længe siden. Og han sagde, at det var helt fint. ”Du skal ikke høre noget fra os”, fortæller Lisbet Dahl.
På rollelisten til den nye revy er også navne som Linda P., Carsten Svendsen, Nicolai Jørgensen og Andreas Bo. Det er Lisbet Dahl, som har kontaktet dem, og spurgt, om de vil være med på holdet.
- Det er mig, der finder folk. Jeg er vant til det. Jeg tror på, vi har fået lavet et godt hold. De er alle sig selv og alle stærke. Det er spændende, lyder det fra Lisbet Dahl, der tror på, at energiniveauet stadig er til endnu en revytørn.
- Det håber jeg. Jeg må blive gammel på et tidspunkt, slutter hun grinende.
Det er ikke Dahls første møde med Glassalen i Tivoli. Hun optrådte der både fra 1981-1984, mens hun også instruerede lystspillet "Den grønne Elevator" tilbage i 2014.
Tivolirevyen får premiere den 1. juni 2023, og billetsalget starter om et par dage – nærmere præcist bliver det den 26. august klokken 14.