Kendte8. november 2024 (opd. 8. november 2024)

Lisbet Dahl siger farvel til Ulf: Det er taknemmelighed

I dag tager familie og venner afsked med Ulf Pilgaard, heriblandt hans mangeårige kompagnon Lisbet Dahl
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Sådan reagerede Lisbet Dahl, da SE og HØR mødte hende foran kirken.
 Video: Kaspar Wenstrup/Journalist: Tanja Larsen

Selvom det altid er trist at sige farvel til dem, man har kær, så er revyskuespiller Lisbet Dahl alligevel fyldt med taknemmelighed.

Det fortæller hun fredag eftermiddag ude foran Messiaskirken i Charlottenlund, hvor hendes kære ven og mangeårige kollega Ulf Pilgaard stedes til hvile.

- Det er taknemmeligheden over, at Ulf fik lov at gå videre nu. At han ikke skulle side i beskyttet bolig og ikke kunne se nogle ting. Det havde gjort ham så ked af det.

Ifølge revyskuespilleren havde Ulf Pilgaard nemlig kæmpet med en øjeninfektion, der gjorde, at han næsten havde mistet hele synet.

- Ulf havde det sådan set okay, men han mistede synet på grund af en infektion. Næsten hele synet. Og det ved jeg slet ikke, hvordan han med sin stolthed ikke skulle kunne køre rundt i sin Volvo, ej.

Trods sin taknemmelighed for, at Ulf Pilgaard endelig fik lov til at komme videre, så er det dog en sorgens dag for Lisbet Dahl.

- Men man kigger tilbage på en epoke jo, og så kan man blive ked af det, rørt og stolt. Vi har ligesom haft et liv sammen, understreger hun.

Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard arbejdede tæt sammen på de skrå brædder gennem 50 år, og de opbyggede derfor et tæt venskab. Dahl har tidligere fortalt til SE og HØR, at de lige så godt kunne have været gift.

- Ulf var min livslange ven. Vi har arbejdet side om side siden 1970’erne.

- Vi kunne lige så godt have været gift.

Se interviewet med Lisbet Dahl øverst i artiklen.

Sponsoreret indhold