Kendte3. september 2024 (opd. 3. september 2024)

Lisbet Dahl stopper i Tivolirevyen

Det bliver komikeren Linda P, der nu overtager Tivolirevyen fra den kendte revystjerne
Det er en af dansk revys store stjerner, der nu siger farvel, efter Lisbet Dahl er stoppet.
Det er en af dansk revys store stjerner, der nu siger farvel, efter Lisbet Dahl er stoppet.
 Foto: Mikael Rieck

SENESTE: Nu reagerer Lisbet

LÆS OGSÅ: - Det troede jeg aldrig, jeg skulle opleve

I 2023 genrejste Lisbet Dahl, 78, Tivolirevyen og skabte en publikumssucces i Glassalen, men nu skal revydronning Dahl ikke længere stå i spidsen for revyen i den gamle forlystelseshave.

Tivoli afslører nemlig selv, at komikeren Linda P, 40, har takket ja til opgaven som kreativ chef for Tivolirevy 2025, hvor hun også selv spiller med.

- Det er med kæmpe respekt for revygenren, at jeg skal stå i spidsen for næste års Tivoli revy. Jeg har altid elsket Comedy. Alt fra stand-up til revy, som jo alt sammen går under Comedy genren.

- Det er en kæmpe gave for mig, nu at blive kreativ chef for Tivolirevyen som er en ære at skulle føre videre, siger hun.

- De største danske komikere har jo optrådt i revyen, og Glassalen er en af de mest ikoniske scener i Danmark. Vi kommer til at lave noget nyt og spændende Comedy, som publikum ikke har set før, men vi skal også hilse på nogen af de helt klassiske revyelementer, men først og fremmest skal vi give publikum en sjov aften, siger Linda P.

Linda P var i øvrigt med på Lisbet Dahls første hold i Glassalen i 2023, så hun er godt bekendt med lige netop den revyscene.

Tivolis kulturdirektør, Frederik Wiedemann har været glad for at have Lisbet Dahl bag rattet i revyen, og ser samtidig frem til et nyt kapitel med Linda i spidsen.

- Vi har været utroligt glade for at genoptage Tivolirevyen med Lisbet Dahl i spidsen, senest med den meget anmelderroste revyforestilling i år.

- Nu er muligheden opstået for at køre Tivolirevyen videre i et nyt setup med Linda P, der sætter holdet til næste års revy, siger han.

Lisbet Dahl på scenen med revyholdet fra Tivoli, som hun nu giver videre til Linda P.
Lisbet Dahl på scenen med revyholdet fra Tivoli, som hun nu giver videre til Linda P.
 Foto: Martin Høien

Helbredet drillede

I den netop overståede sommers udgave af Tivolirevyen var det Lisbet Dahl, der både var instruktør og stjerne i Tivolirevyen, men den 20. juni måtte revydronningen udgå af revyen, pga. sit helbred.

Det viste sig, at Dahl havde brug for en hjerteoperation, hvor hendes 18 år gamle hjerteklap skulle repareres.

Heldigvis fik den seje skuespiller det meget bedre efter operationen.

– Det hele gik godt og alt er fint nu.

– Jeg har det sindssygt godt, sagde hun efter operationen.

Sådan lærte mange Lisbet Dahl at kende - nemlig i spidsen for den ene succes efter den anden i Cirkusrevyen på Bakken. Men hendes karriere slutter nu i Tivoli, som hun nåede at lave en ny revy i, inden sygdommen slog hende ud af kurs.
Sådan lærte mange Lisbet Dahl at kende - nemlig i spidsen for den ene succes efter den anden i Cirkusrevyen på Bakken. Men hendes karriere slutter nu i Tivoli, som hun nåede at lave en ny revy i, inden sygdommen slog hende ud af kurs.
 Foto: Martin Høien

Revydronningen genopstod

Man kan næsten ikke sige revy uden at sige Lisbet Dahl.

Hun var instruktør og kunstnerisk hovedkraft for Cirkusrevyen i perioden 1985-2022.

Mens alle troede, Lisbet var færdig på de skrå brædder efter hendes sidste sæson i Cirkusrevyen, havde hun sammen med sin kære kollega James Price i mellemtiden planlagt at genoplive Tivolirevyen.

I 2023 skiftede hun og kapelmesteren således det grønne telt på Bakken ud med Glassalen i Tivoli.

Men nu har Lisbet Dahl formentlig fået sit sidste stående bifald i Tivolirevyen.

Sponsoreret indhold