Kendte6. juli 2021

Lisbet Dahl sygemeldt med stress

Cirkusrevyens instruktør Lisbet Dahl har fået konstateret stress og trækker sig derfor tilbage for en tid
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skaermbillede_2021-07-06_kl._18.56.17.png
 Foto: Martin Høien

Den næste måned skal publikum ikke forvente, at den folkekære Lisbet Dahl går på scenen, når festlighederne går løs i Cirkusrevyen.

Hun er nemlig sygemeldt med stress den næste måneds tid. Det oplyses i en pressemeddelelse, der er blevet sendt ud tirsdag aften.

- Det har været en hård periode, og især for Lisbet, der som medvirkende instruktør har lavet en fantastisk revy, men et sygdomsforløb og mange bolde i luften har tæret på hendes kræfter, siger Cirkusrevyens direktør Torben ”Træsko” Pedersen.

- Derfor skal vi passe på Lisbet og give hende tid til at komme ovenpå igen, og så glæder vi os alle sammen til at se Lisbet på scenen igen.

- Jeg er meget glad og taknemmelig for, at alle på holdet bakker op om, at vi kan fortsætte med at spille Cirkusrevyen, selvom Lisbet ikke er med på scenen.

I stedet vil resten af Dahls kollegaer overtage hendes roller, da hun er blevet anbefalet af sin læge til at holde sig i ro.

- Vores dygtige skuespillere er heldigvis klar på at tage over, så vi kan give Lisbet den ro, hun har brug for lige nu, uden at skulle skuffe de mange gæster, der har glædet sig til at se årets revy, siger han.

I år er en helt særlig sæson for Cirkusrevyen, da Ulf Pilgaards finalesæson grundet corona blev flyttet. Derfor er der i år seks skuespillere på scenen, og det er blandt andet en af grundene til, at alle forestillinger kan fortsætte til trods for Lisbets fravær.

Cirkusrevyens sæson for 2021 kan opleves helt frem til den 3. oktober og spiller derfor helt ekstraordinært, efter Bakkens normale sæsonåbningstider.

Sponsoreret indhold