Lise Baastrups juleaften: Gaver til 20 kroner
LÆS OGSÅ: Din guide til årets julekalendere 2022
Jeg elsker julen!
Lise Baastrup, 38, lægger ikke skjul på sin begejstring for højtiden, som revystjernen i år skal fejre hjemme hos sig selv og manden, Jacob Dahl, 55, på Frederiksberg.
– Vi holder jul for min bror og svigerinde, min mands søster og alle vores børn, siger Baastrup, der selv er mor til datteren Laura på tre år – og til februar føjes endnu en datter til familien.
Træt og glad gravid
Lise Baastrup venter sit andet barn, en lille pige, i begyndelsen af februar.
– Jeg har det dejligt! Jeg er meget forskånet for kvalme. Jeg er bare mere træt, fortæller Lise Baastrup til SE og HØR.
– Har I fundet et navn?
– Nej, ikke endnu. Vi kredser om nogle, men der er ikke noget, der er fast. Men jeg hygger mig med det. Jeg synes, det er skønt og dejligt, at det er så nemt, at man bare kan fortsætte sin hverdag og lege med sin datter, uden at man ligger og er dårlig eller kaster op hele tiden, siger skuespilleren, som i forvejen har datteren Laura på tre år med sin mand, Jacob Dahl.
Og Laura glæder sig ifølge sin mor meget til at blive storesøster.
– Hun taler meget med min mave. Hun fortæller om sin dag og viser legetøj til maven. Det er megasødt, lyder det med et smil fra Baastrup.
– Så hun skal nok blive en god storesøster!
Udover Laura har Lises mand, Jacob, sønnerne Frederik og Christian fra tidligere.
Særlig tradtion
Når det kommer til gaverne under træet, er der en særlig tradition i familien.
– Vi giver hinanden symbolske gaver i vores familie – sådan noget, som kun må koste 20-50 kroner, men som man virkelig synes, at “den skal Roberta have, for hun vil elske denne her lysestage”, fortæller “Julehjertets hemmelighed”-stjernen.
– Det er faktisk nogle ret fede gaver, man får. Og man må ikke ønske sig noget. Det skal være helt med hjertet, hvad man finder – til en symbolsk pris, for at det ikke bliver for materialistisk, siger Baastrup.
Meget personligt
Børnene må dog gerne få gaver for mere end 50 kroner.
– De små må godt få det, det nu koster – hvis der nu er noget, der koster 200 kroner. Men vi har aldrig været sådan nogle, der har givet vildt dyre gaver, siger Lise Baastrup og fortæller om et gavehit sidste år:
– Vi fik nogle lysestager, som jeg tror er fra Søstrene Grene, som vi er fuldstændig vilde med, og som min svigerinde tænkte kunne passe rigtig godt på vores bord – og det er ikke engang løgn! jubler hun.
Gaver til udsatte børn
Lise og familien har også en juletradition, hvor de hvert år køber årets første julegaver sammen.
De tager i Frederiksberg Centret, hvor de finder udsatte børns juleønsker på et juletræ.
5 julefavoritter
Julemad: – And.
Julesang: – “Santa Claus Is Coming To Town”.
Julekalender:– “Julehjertets hemmelighed”.
Juletradition: – At købe gaver til udsatte børn.
Julegodter: – Klejner!
– Jeg synes, det er en virkelig fin tradition. Så finder vi altid en pige og en dreng at give til. Der hænger papirskilte på juletræet nede i Frederiksberg Centret, de hænger også i Lyngby, hvor der står: “Pige fire år ønsker sig en dukke eller noget Lego”.
Så tager du det ned fra træet, går op og køber det – og går ned i informationen og afleverer det, og så krydser de den gave af. Så ved du, der er en pige på et børnehjem eller i en udsat familie, som får det, fordi forældrene ikke selv har råd til at give det, siger Baastrup om sin juletradition.