Lise Nørgaards sidste dage: Ville ikke mere
Der var ikke nogen tvivl om, at hendes tid var kommet. Hun havde besluttet, at nu ville hun ikke mere. Det sagde hun til mig.
Sådan fortæller journalist Lone Kühlmann, der var blandt Lise Nørgaards nærmeste venner, og som besøgte den 105-årige forfatter nytårsdag, få timer før Nørgaard udåndede på Plejehjemmet Else Marie.
Efter 105 år i fuld fart blev Lise Nørgaard syg i julen, og det blev dråben.
– Hun har jo ikke haft det godt længe, men juleaftensdag blev hun rigtig syg, og der besluttede hun, at nu ville hun altså ikke mere, fortæller Kühlmann.
Klar i hovedet
De to venner morede sig sammen i årevis og var senest ude at rejse for fem år siden, hvor Kühlmann tog en 100-årig Nørgaard med til Rusland.
Den seneste tid har samværet dog været mere roligt.
– Lise kunne ikke se til at læse de senere år, så jeg læste bøger og aviser højt for hende.
Hvis jeg så en interessant artikel, nekrolog eller noget sjovt, så læste jeg det højt for hende, siger Kühlmann, der understreger, at hjernen på den 105-årige aldrig mistede omdrejninger.
– Hun havde altid sådan nogle iskaffer i sit køleskab, som vi fik, men her til sidst drak vi stort set kun portvin.
Vi havde det vanvittigt sjovt, vi talte om alt. Hun gik jo levende op i alt, om Ukraine og regeringsdannelse og alt midt imellem.
Hun ville jo vide alt. Vi var så absolut ikke enige om alt, men Lise var god til at være uenig på en yndefuld måde, fortæller Lone Kuhlmann.
Efterlader et stort savn
I Lise Nørgaards enorme familie med børn, børnebørn og oldebørn er der også stor sorg over tabet af den gæve kvinde med det imponerende og lange liv.
– Vi har alle nydt godt af hendes kærlighed, livserfaring, kloge råd og positive og humoristiske tilgang til tilværelsen. Vi er taknemmelige for at have fået lov at have hende i vores liv så længe, og hun efterlader et stort savn, lød det fra datteren Bente Flindt Sørensen, 79, da familien offentliggjorde dødsfaldet.
Sådan bliver bisættelsen
Lises nære veninde, sognepræst ved Sankt Pauls Kirke Kathrine Lilleør forestår bisættelsen den 14. januar kl 13.30.
Flere smukke salmer vil blive sunget under bisættelsen: ”Op al den ting”, ”Nu vågner alle Guds fugle små”, ”Til himlene” og ”Dejlig er jorden”.
I september 2020 gav Lise dette citat til bogen ”Livet ifølge Lise Nørgaard”:
– Folk skal ikke bekymre sig om, at jeg falder død om på stedet i disse coronatider. Jeg agter nemlig ikke at gøre det, før der er mulighed for, at gæsterne til begravelsen kan få et ordentligt gravøl.”
Hendes ønske vil naturligvis blive efterkommet. Gravøl afholdes privat og kun med deltagelse af personligt inviterede.