Lise Rønne taler ud om Gyldendal-exit: Det var drømmejobbet, men ...

I slutningen af januar afslørede Lise Rønne, at hun har opsagt sit drømmejob som forlagsredaktør hos Gyldendal.

Den læseglade eks-tv-vært lagde dengang ikke skjul på, at årsagen til opsigelsen skulle findes i et alt for højt arbejdstempo.

I en kronik i Politiken sætter hun nu flere ord på den oplevelse, hun havde, da hun trådte ind på det helt traditionelle arbejdsmarked, hvor mødetiderne hed 8 til 16.

I begyndelsen var hun flyvende. Det var med hendes egne ord det fedeste job på det smukkeste forlag, og stillingen viste sig at være alt det, hun havde håbet på.

Men sammen med drømmejobbet fulgte også en presset hverdag, hvor afleveringer og afhentninger af børn, tandlægebesøg og forældremøder og hvad familielivet ellers byder på, skulle gå op i en højere logistisk enhed.

- Travlheden kom i stigende grad til udtryk i de klassiske og virkelig kedelige stresssymptomer. Jeg sov dårligt, havde hjertebanken, glemte ord, mistede overblikket, kunne ikke koncentrere mig, svarede mine børn med et delay, når de talte til mig, skriver hun i indlægget.

Hun så sig nødsaget til at gøre alskens krumspring for at kunne fungere i sin nye hverdag, som er en realitet for rigtig mange danskere.

- Stresshandlingerne: Scrollede amok på min telefon, købte ting, spiste usundt, stoppede med at motionere, stoppede med at læse bøger, tog power naps som et instrumentaliseret greb for at kunne mere. Stadigt oftere mærkede jeg, at en succes på mit arbejde fik definitionsmagten over min families trivsel.

Til trods for de blinkende advarselslamper kløede Rønne på indtil det gik op for hende, at hun fuldstændig havde mistet evnen til at mærke sig selv.

Hun mistede også evnen til at være noget for andre end sig selv, beskriver hun den spidsbelastede periode.

- Jeg blev en mindre kærlig og mindre givende version af mig selv, og jeg tror, at det var diskrepansen mellem mine værdier og min virkelighed, der gjorde, at jeg fik det dårligt, lyder det videre.

Eksredaktøren tog konsekvensen og trak stikket. For hun kunne ikke holde ud at høre sig selv tale om ensomhed og mistrivsel og vigtigheden af et varmt og stærkt civilsamfund, når hun ikke selv havde overskuddet til at byde ind.