Løfter sløret for nyt projekt: Paprika Steen på vej med ny spillefilm
LÆS OGSÅ: Paprika Steen løfter sløret for sit datingliv
Fredag løfter Nordisk Film sløret for Paprika Steens seneste filmprojekt - nemlig spillefilmen "Det nye år".
Filmen, der har store danske stjerner på rollelisten såsom Lars Brygmann, Birgitte Hjort Sørensen og Anders W. Berthelsen, skildrer en nytårsaften blandt en gruppe venner i København.
- Dem vi var – dem vi bliver. Det er dybest set det som "DET NYE ÅR" handler om. Det er en fortælling om venner, deres børn og deres historie sammen, sat i scene i vores hovedstad, lige der midt i centrum af vores samfund. Lige der hvor rådhustårnet ringer det nye år ind, fortæller Paprika Steen om projektet og fortsætter:
- Venner er det bedste i verden og det værste. Venner er folk, vi selv vælger. Vi elsker dem, fordi de har valgt os. Vi hader dem, når de vælger os fra. De kan såre os dybere end kærester. Og i fællesskab med dem kan vi nå højder af eufori og glæde i følelsen af sammenhold og genkendelse.
Optagelserne til "Det nye år" går i gang i næste uge og er skrevet af manuskriptforfatter Jakob Weiss, der også tidligere har arbejdet sammen med Paprika Steen.
Filmen er sat til at få premiere i landets biografer 6. november i år.
Det er bestemt ikke første gang, at Paprika Steen har indtaget instruktør-stolen. Hun har ligeledes instrueret "Fædre og mødre", der i 2022 lokkede over 350.000 danskere i biografen, samt filmen "Den tid på året" fra 2018.