Løkkes stemme-magnet kæmper med økonomien
SENESTE: Nu trækker han i land
I mange år har vi set Luksusfælden-vært Jan Swyrtz forsøge at overbevise lånelystne danskere om, at de skal bringe deres gæld ud af verden.
Men i Jan Swyrtz eget net af firmaer vokser gælden.
- Ja, det går den forkerte vej, erkender Jan Swyrtz overfor SE og HØR.
I den 57-årige gældseksperts firma SWZ Holding ApS. voksede nettogælden i det seneste regnskabsår med knap 20.000 kr. - fra 131.509 kr. til 151.385 kr.
- Jeg kan godt forstå, at du synes, der er noget at fortælle. Men der er kæmpe forskel på et firmas økonomi og en privatøkonomi. Gælden er vokset fordi, vi i et af vores selskaber har investeret næsten en million kroner i udviklingen af en aktierobot, der fortæller, hvornår man skal købe og sælge aktier.
- Desuden er et planlagt tv-projekt blevet skrinlagt. Jeg kan fortælle, at aktierobotten virker, og vi forventer selvfølgelig, at vores investering bliver tjent ind igen, så gælden afvikles, forklarer Jan Swyrtz, som har sikret sig mod at blive sat på gaden, hvis korthuset ramler. Huset står nemlig i konens navn.
- Det er en sikkerhedsforanstaltning i tilfælde af, at det går galt med mine firmaer. Min kone har ejet huset fra vi købte det, så det er ikke noget, vi pludselig har fundet på.
Swyrtz Invest afsluttede i øvrigt det seneste regnskabsår med et underskud på 88.825 kr. før skat. Året forinden var underskuddet på 129.825 kr. før skat.
Jan Swyrtz stiller i øvrigt op for Lars Løkkes parti Moderaterne ved næste folketingsvalg. Dermed går han i fodsporene på sin tidligere Luksusfælden-medvært Mette Reissmann, der fra 2011 til 2019 var medlem af folketinget for Socialdemokraterne.
SENESTE: Nu trækker han i land