Logan Paul i lykkerus efter sejr: Jeg vil have en familie med dig, Nina
Logan Paul boksede natten til søndag en længe ventet kamp mod MMA-stjernen Dillon Danis.
Her kunne youtuberen trække sig sejrrigt ud af opgøret, der endte i komplet kaos, masseslagsmål og med en diskvalificering af Danis.
Trods den skræmmende mangel på ordentlighed lykkedes det Logan Paul at sætte et par sætninger sammen, da han efter infernoet skulle takke sit hold.
En person fik ekstra mange roser med på vejen, og det var selvfølgelig danske Nina Agdal, som er forlovet med kendissen.
– Han (Dillon Danis, red.) har trukket mig gennem helvede de sidste par måneder. Min kæreste og jeg er stærkere end nogensinde før.
– Nina, jeg elsker dig så højt. Jeg kan ikke vente med at stifte familie med dig, måske kan vi snart begynde at tale om at få den baby, sagde Logan Paul siddende på sin lillebrors skuldrer.
Der var da også både kys og kram til bokseren fra Nina Agdal, efter at han sejrede i ringen.
Op til boksekampen blev der kastet med umådeligt meget mudder mellem de to kæmpere.
Dillon Danis her blandt andet delt et falsk nøgenbillede af Nina Agdal.
Det resulterede i sidste ende i et polititilhold til MMA-kæmperen.