Lukas Forchhammer investerer i dansk alkoholproducent
Lukas Forchhammer, der er forsanger i bandet Lukas Graham, har investeret i et nyt dansk drinksfirma DANSK Beverages ApS.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
DANSK producerer danskvand med smag og alkohol.
- Danskerne har brug for et renere alternativ til en forfriskning med alkohol - med mindre sukker og færre kalorier, siger Lukas Forchhammer i pressemeddelelsen.
Hard Seltzer, som drinken hedder, består af danskvand, vodka og smag.
- Om jeg er i studiet til en session eller holder en hyggelig middag derhjemme, byder jeg altid mine gæster en forfriskning, og jeg vild med, at DANSK har tre smagsvarianter med vidt forskelligt temperament.
- Nu er det ikke meget, jeg selv drikker, men jeg har smagt på varerne og min egen favorit er klart den orange dåse med hyben- og timian-smag, siger Lukas Forchhammer.
DANSK er begejstrede for det nye samarbejde.
- Lukas' originalitet og livsstil går godt i splnd med DANSK - begge er gennemdanske af natur, siger direktør Kasper Kriby.
Var på afvænning i efteråret
I januar fortalte Lukas Forchhammer i et interview med Politiken, at har været på en afvænningsophold på behandlingscenter Tjele nær Viborg, hvor han blev behandlet for et hashmisbrug.
- Jeg gik hjem og drak for mange øl - ligesom mange andre - men røg også mere og mere og blev angst og urolig. Mit misbrug eskalerede. Jeg tror faktisk ikke, jeg havde erkendt mit misbrug eller gjort noget ved det, hvis ikke corona havde tvunget mig hjem uden undskyldninger, sagde han dengang.
Selvom han var i behandling for et hashmisbrug, stoppede Lukas Forchhammer også med at drikke alkohol i forbindelsen med behandlingen. Han fortalte dog, at han ville komme til "at drikke moderat igen".
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Lukas Forchhammer om den nye investering, men det har i skrivende stund ikke kunnet lade sig gøre.