Kendte15. november 2022

Lukkede smørrebrødsdynasti: Nu er der nyt om Ida Davidsens restaurant

Ida Davidsens søn Oscar Davidsen Siesbye sætter døren på klem hos Restaurant Ida Davidsen
Ida Davidsen
Ida Davidsen og hendes børn Mia Davidsen Siesbye, og Oscar Davidsen Siesbye.
 Foto: Hanne Juul

Familien Davidsen har serveret smørrebrød til danskerne i 130 år. Men siden 'Restaurant Ida Davidsen' i marts 2021 opsagde lejemålet i Store Kongensgade og lukkede butikken, har der været stille omkring smørrebrødsdynastiet.

Dengang var meldingen, at man ”kiggede efter nye lokaler”, så restauranten kunne genåbne. På deres hjemmeside står der stadig, at man "er i fuld gang med at finde en ny lokation". Men mere end halvandet år, efter de lukkede ned, er der intet sket.

Og det er der en grund til, fortæller Oscar Davidsen Siesbye, der er søn af den kendte smørrebrødsjomfru Ida Davidsen, til TV 2 Lorry (link fjernet). Planerne er nemlig sat i bero.

- Det ser ikke så godt ud. Jeg er meget afventende, hvad der sker med hele verdenssituationen, fødevarepriser, lavkonjunktur, inflation, energipriser, alt sammen dårlige arbejdsbetingelser for restauratører, siger han til TV 2 Lorry.

Smørrebrødsrestauranten havde holdt til i Store Kongensgade i 47 år, de sidste 20 af dem med Oscar Davidsen Siesbye bag disken. Det var hans tipoldefar Oskar Davidsen, der i 1888 startede smørrebrødsimperiet op med en forretning på Nørrebro med hele 177 stykker på smørrebrødssedlen.

Nedlukningen under corona var et hårdt slag for Restaurant Ida Davidsen, der kæmpede med færre besøgende – især på grund af manglende turister.

- Vi kunne godt se i krystalkuglen, at det her gik ikke. Vi kunne ikke tjene nogle ordentlige penge, så vi kunne bevare vores standard og vores måde at drive restaurant på, siger Oscar Davidsen Siesbye.

En dag satte hans kone ham ned og sagde, at nu skulle han tænke sig rigtig godt om. Var det værd at blive ved med at holde fast ”med det yderste af neglene”? Efter den samtale tog Oscar Davidsen Siesbye beslutningen om at lukke restauranten helt ned.

- Hvis jeg ikke var stoppet dengang, så var vi gået konkurs eller i betalingsstandsning.

I CVR-registret står restauranten nu som ophørt, men ikke erklæret konkurs. Oscar Davidsen Siesbye betegner det selv som, at forretningen ”ligger i dvale”.

Både Oscar og hans 84-årige mor, Ida Davidsen, håber fortsat, at det en dag vil være muligt at åbne restauranten igen et nyt sted.

- Min mor er nærmest den mest utålmodige. Hendes store drøm er, at vi kommer i gang så hurtigt som muligt, siger han.

Sponsoreret indhold