Kendte29. februar 2024

Lykkelige Tobias Hamann og Patricia Thyberg køber drømmehuset

Kendisparret har i noget tid været på udkig efter den næste matrikel, de kan kalde deres hjem. Nu er det lykkedes
Roskilde Festival 2022
Tobias Hamann og Patricia Thyberg har været sammen i lidt over to år. Nu er tiden så inde til at flytte i hus.
 Foto: Dan Mariegaard

Der er atter jubel og kys hjemme hos bagemesteren Tobias Hamann og podcastværten Patricia Thyberg.

Parret har nemlig fundet det, de selv kalder drømmehuset, som de i løbet af foråret vil flytte ind i.

Turtelduerne afslører ikke, hvor deres kommende bolig ligger placeret, men de er ikke de første kendte mennesker til at bo i huset.

– Det har været vigtigt for os at finde et sted, der rummer en særlig historie. Huset er prisvindende for sin smukke arkitektur, tegnet af Louisiana-arkitekterne Bo & Wohlert – og så har stjernearkitekten Henning Larsen selv boet i huset, skriver de i et fællesopslag på Instagram.

Huskøbet er torsdag fortsat ikke tinglyst, men netop sådan en ejendom, som parret omtaler, er for kort tid siden blevet solgt i Rungsted tæt på Øresund.

Ifølge ejendomsmægleren er der tale om en prisvindende villa på 119 kvadratmeter på en 772 kvadratmeter stor grund. Da huset blev taget af markedet i januar i år, lød prisskiltet på 8,495 millioner kroner.

Det er bygget i 1960 og senere ombygget af arkitekten Henning Larsen i 1977, da han ejede huset. Skulle Tobias og Patricia få lyst til at bygge til, har Henning Larsen tegnet planerne for en tilbygning, som så aldrig blev til noget.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-02-29/20230616-dm-folkemode-0137.jpg
Hamann og Thyberg har styr på forholdet, og blandt andet derfor har de lavet podcasten "Opskriften på kærlighed", der skal skabe bedre og stærkere parforhold i det ganske land.
 Foto: Dan Mariegaard

Solgte kærlighedshybel

Det er ikke engang en måned siden, det lykkedes parret at sælge Patricia Thybergs lejligheden.

– Vi er mega glade for salget, forsikrede en glad Patricia Thyberg SE og HØR, selv om hun dog også mærkede et lille stik i hjertet, da lejligheden har en stor betydning for hende.

Det var i selvsamme lejlighed, at de to indledte deres forhold som lejer og udlejer i 2021.

Indtil videre bor Tobias Hamann og Patricia Thyberg dog stadig på Islands Brygge, hvor den kommende tid skal gå med at pakke lejligheden, som de lejer sig ind lige nu i, ned.

Har man hang til at følge med i Hamann og Thybergs liv, kan man desuden godt forvente at komme med på flytterejsen.

Parret skriver, at de ”glæder os SÅ meget til at vise jer det”.

Selv om prisen, hvis den holder stik, på knap 8,5 millioner kroner lyder af meget, så bør parret spare en god slat penge op til næste vinter.

Huset er ifølge Tobias Hamann energimærke F, hvilket betyder, at varmen ikke ligefrem forbliver i boligen, når man varmer den op.

Det suger dog ikke på humøret ved købet og som Bagedystvinderen selv skriver, så tager parret den "hen af vejen".

Sponsoreret indhold