Kendte20. december 2015

Maddies forældre vil bruge millioner på ny eftersøgning

Selvom det er otte år siden, at deres lille datter på mystisk vis forsvandt, nægter Gerry og Kate McCann at opgive håbet. De vil derfor bruge millioner af kroner på en eftersøgning, som de håber kan løse mysteriet om deres datter

Madeleine 'Maddie' McCann

Otte år er gået, siden lille Madeleine ’Maddie’ McCann på mystisk vis forsvandt under en ferie med sine forældre i Portugal.

Men selvom flere efterforskere siger, at det er håbløst at fortsætte eftersøgningen, vil Maddies forældre – Kate og Gerry McCann – ikke give op.

De planlægger derfor at kaste en stor pose penge efter en ny eftersøgning, der skal forsøge at finde svar på, hvad der skete med Maddie den skæbnesvangre aften i maj 2007, hvor hun på mystisk vis forsvandt fra det feriehus i Praia da Luz, hvor familien boede.

Forældrene har ifølge det britiske medie Mirror stadig omkring 750.000 britiske pund – svarende til omkring 7,7 millioner danske kroner – tilbage i den fond, de oprettede for år tilbage i kampen for at finde deres datter.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/10.706117j_1_0.jpg
 (Foto: AOP)

Dette er det sidste billede, der er taget af Maddie. Det er taget den dag, hun forsvandt. Se endnu flere billeder fra sagen i galleriet øverst i artiklen. Foto: All Over

- Pengene er blevet gemt, fordi Kate og Gerry vidste, at de på et tidspunkt ville få behov for at starte deres egen eftersøgning. De har altid sagt, de ville gøre hvad som helst, for at holde den i gang. Og det løfte står, fortæller en kilde til den britiske avis.

Det britiske Scotland Yard har ad flere omgange intensiveret eftersøgningen efter flere tips fra vidner, men nu har efterforskerne igen valgt at neddrosle eftersøgningen af Maddie. Der er ikke nok spor i sagen at arbejde videre med. Ifølge det britiske medie Mirror har Scotland Yards efterforskning kostet svimlende 12 millioner britiske pund.

Forældrene til Maddie vandt tidligere på året en sag mod den tidligere politibetjent Goncalo Amaral. Han blev i april 2015 dømt til at betale 606.000 euro (svarende til 4,5 millioner kroner), fordi han i 2008 udgav bogen 'Maddie: A Verdade da Mentira' (Maddie: Sandheden bag løgnen), hvori han beskyldte forældrene for at stå bag pigens død.

I bogen fremlagde den portugisiske politibetjent, hvad han mente var beviser for, at den dengang 3-årige Maddie døde ved et uheld, hvorefter forældrene skilte sig af med datterens liv.

Forældrene har siden pigens forsvinden fastholdt, at de er uskyldige og lagde sag an mod politibetjenten og forfatteren. De havde selv håbet på at få 10 millioner kroner i erstatning, men domstolen i Lissabon endte altså med et erstatningsbeløb på 4,5 millioner kroner. Det vides ikke, om Kate og Gerry også ønsker at bruge nogle af disse penge på den nye efterforskning.

- Vi vil gerne understrege, at sagen aldrig har handlet om penge. Det har altid været med fokus på injurierne mod vores andre børn og den skade, som sagen har forvoldt mod eftersøgningen af Madeleine, udtalte Kate og Gerry McCann i april.

https://imgix.seoghoer.dk/10.1177158b.jpg
 AOP

Lille Maddie var blot tre år, da hun forsvandt. Se alle billeder fra sagen i galleriet øverst i artiklen. Foto: All Over

Kun én ting er sikker
Flere medier og bøger har siden 2007 spekuleret i utallige teorier om Madeleine 'Maddie' McCanns mystiske forsvinden: Blev hun kidnappet af en pædofil, dræbt under et indbrud i familiens ferielejlighed eller stjålet af menneskesmuglere og solgt videre til et barnløst par? Indtil videre har den enorme eftersøgning, der har stået på mere eller mindre siden 2007, ikke givet svar.

Kun én ting ér sikkert: Madeleine McCann blev meldt savnet kl. 22:14 torsdag den 3. maj 2007.

I timerne inden da havde forældrene Kate og Gerry McCann siddet mindre end 50 meter fra ferielejligheden i Praia da Luz i Portugal og nydt et glas vin med en flok venner - og ikke bemærket, at Maddie forsvandt fra værelset, hvor også hendes to mindre tvilling-søskende lå og sov.

Portugisisk politi meddelte fra start, at de efterforskerede sagen som en kidnapning og efterlyste vidner, der havde set noget mistænkeligt i dagene op til forsvindingen 3. maj 2007.

Men trods tusindvis af henvendelser fra borgere, kom politiet aldrig så langt, at de kunne tilbageholde nogen.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/10.745509b_0.jpg
 (Foto:AOP)

Lille Maddie. Se alle billeder fra sagen i galleriet øverst i artiklen. Foto: All Over

31 efterforskere arbejder stadig på sagen
Sagen er af britiske medier blevet sammenlignet med prinsesse Dianas død (i august 1997, red.) på grund af den store mediebevågenhed, og kendisser som blandt andre David Beckham, Paven og J K Rowling har alle presset på for at få sagen undersøgt til bunds af myndighederne.

Presset fra medierne og omverdenen har været så stort, at britisk Scotland Yard i maj 2011 iværksatte den såkaldte 'Operation Grange', som minutiøst gennemgik de over 30.000 sider dokumenter og som også foretog flere rejser til Portugal sidste år.

'Operation Grange' arbejder stadig med sagen i dag - men er altså endnu engang blevet neddroslet, fordi der ikke er spor nok i sagen.

Nu vil Kate og Gerry så igangsætte deres egen efterforskning i håbet på at finde sandheden om deres datters forsvinden.

Læs hele mysteriet om Maddie her.

Sponsoreret indhold