Madonna udskrevet - men kan ikke stoppe med at brække sig
Så er der både godt og dårligt nyt fra Madonna, der de seneste dage har kæmpet for sit liv på hospitalet som følge af en livstruende infektion.
Popdronningen er nemlig i så meget bedring, at hun angiveligt er blevet udskrevet og har fået lov til at tage hjem, men hun er stadig så syg og dårlig, at hun ikke kan forlade sin seng.
Det skriver TMZ i hvert fald.
Det amerikanske medie har efter sigende talt med kilder tæt på Madonna, som fortæller, at den 64-årige sangerinde er langt fra at være tilbage på hundrede procent.
Ifølge kilderne "brækker hun sig ukontrollertbart" og ligger altså udelukkende under dynen i sengen i sit hjem i New York.
Kilderne fortæller videre, at Madonna begyndte at kaste op lørdag, hvilket også var den dag, hun blev fundet livløs og hastet til hospitalet.
Her blev hun indlagt på intensiv afdeling, men det var først onsdag, at offentligheden fik kendskab til indlæggelsen.
Det skete, da hendes manager gennem mange år, Guy Oseary, fortalte på Instagram, at popstjernen var blevet ramt en alvorlig bakteriel infektion.
Hendes familie har efterfølgende udtalt, at det stod så slemt til, at de frygtede, at Madonna ville dø.
Heldigvis har sangerinden altså fået det så meget bedre, at hun tilsyneladende er blevet udskrevet igen, men hun har udskydt sin kommende turné, "The Celebration Tour", som skulle være startet 15. juli.
Det er endnu uvist, hvad konsekvensen bliver for de to danske koncerter i Royal Arena i København onsdag 25. og torsdag 26. oktober.