Mads Mikkelsen afviser "Fantastiske Skabninger"-rygte

I sidste uge begyndte der at florere rygter om, at Mads Mikkelsen var i spil til at erstatte fyrede Johnny Depp i den tredje "Fantastiske Skabninger"-film.
Nu forholder den 54-årige skuespiller sig til rygterne. Det gør han over for IGN Nordic.
- Åh, det er lige nu på rygte-basis, fortæller han til sitet og tilføjer:
- Jeg ved lige så meget, som aviserne gør. Så jeg venter på telefonopkaldet.
Artiklen fortsætter under billedet

Mads Mikkelsen er netop nu aktuel i "Retfærdighedens Ryttere". Foto: MEGA
Flere medier, blandt andet Deadline og Variety, skrev i sidste uge, at Mads Mikkelsen var favorit til at erstatte 57-årige Depp i rollen som troldmanden Grindelwald i "Fantastiske Skabninger".
54-årige Mikkelsen er kendt for at spille skurk i en lang række internationale produktioner: I 2006 spillede han Le Chiffre i Bond-filmen "Casino Royale", i 2016 spillede han skurken Kaecilius i Marvel-filmen "Doctor Strange", ligesom han spillede seriemorder i tv-serien "Hannibal".