Mads Mikkelsen i spil til at erstatte fyrede Johnny Depp i "Fantastiske Skabninger"
Fredag i sidste uge meddelte Johnny Depp sine mange fans, at han var blevet "bedt om at opsige" sin rolle som Gellert Grindelwald i "Fantastiske Skabninger".
Nu skriver flere medier, blandt andet Deadline og Variety, at vores egen Mads Mikkelsen er favorit til at erstatte 57-årige Depp i rollen som ond troldmand.
54-årige Mikkelsen er kendt for at spille skurk i en lang række internationale produktioner: I 2006 spillede han Le Chiffre i Bond-filmen "Casino Royale", i 2016 spillede han skurken Kaecilius i Marvel-filmen "Doctor Strange", ligesom han spillede seriemorder i tv-serien "Hannibal".
Artiklen fortsætter under billedet
Lige nu hitter Mads Mikkelsen i den danske film "DRUK". Foto: MEGA
Ifølge Deadline er Mads Mikkelsen storfavorit hos "Fantastiske Skabninger 3"-instruktøren David Yates, men forhandlingerne er stadig i et tidligt stadie.
I går kom det frem, at Johnny Depp kun havde nået at indspille en enkelt scene i den tredje "Fantastiske Skabninger"-film, så det er ikke mange scener, som Mads Mikkelsen skal genindspille, hvis han lander rollen.
På rollelisten ses stjerner som Jude Law og Eddie Redmayne. Filmen var oprindeligt sat til at have premiere den 12. november 2021, men på grund af Johnny Depps afgang, er den nu skubbet til sommeren 2022.