Mads Vad i chok: - Det er så frygteligt
Jens Werner har danset sin sidste Cha Cha, og det kom som et stort chok for vennen og kollegaen Mads Vad.
Det er en chokeret og ked af det Mads Vad SE og HØR fanger over telefonen, kort tid efter han har fået overbragt den hårde nyheden, om Jens Werners død.
Mads Vad, som var tæt ven med den tidligere dansedommer, vidste godt, at Jens Werner kæmpede en brav kamp mod kræft og var i behandling, men han havde ikke fornemmelsen af, at det stod så slemt til.
- Det er så frygteligt altså. Det kom som et chok. Det har virkelig taget fart, siger Mads Vad.
Han var fantastisk
Mads Vad og Jens Werner har kendt hinanden i mange år, og altid haft en god relation.
Når chokket har lagt sig og han har fået grædt en masse, så vil han mindes Jens Werner som et fantastisk menneske.
- Jens var sindssyg betænktsom. Det er nemt at sige, men ikke nemt at være, og det var han. Han havde altid overskud til at tænke på andre før sig selv, siger Mads Vad og fortsætter:
- Han er en af de personer, der har haft størst indflydelse på "Vild med dans" i Danmark. Han er skyld i, at programmet blev sådan en stor succes. Han var en af de bedste ambassadører i sporten og efterlader et stort eftermæle. Han er sindssyg dygtig faglig og mindst af alt et vidunderligt menneske, siger Mads Vad og sender mange tanker til familien.