Magnus betalte 2000 kroner til Casper Christensen og Sarah Louise Christiansens "eksklusive" klub: Så lidt har han fået
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Bliv medlem af en "eksklusiv" klub, få flotte gaver og et digitalt unikum, en NTF.
Sådan lyder løftet i det store projekt, som den tidligere forsidefrue Sarah Louise Christiansen sammen med Casper Christensen forsøger at sælge til danske kunder lige nu.
Ifølge hende får man meget mere værdi, end de 2000 kroner som "medlemskabet" koster.
- Det er ikke bare et digitalt ejerskab. Det er meget mere end det.
- Man bliver en del af en "familie", forklarede Sarah om projektet.
Men SE og HØR har talt med en af de få kunder, som har takket ja til tilbuddet og købt en Casper Christensen-NFT.
Og han er ikke imponeret.
- Jeg føler ikke, jeg er blevet en del af nogen "familie", forklarer Magnus, der ikke ønsker at stå frem med sit fulde navn. SE og HØR kender dog hans identitet.
- Det virkede som et sjovt projekt, siger Magnus, der købte med det samme, da projektet gik live 1. april.
Kun solgt 43
Hele Casper Christensens og Sarah Louise Christiansens NFT-projekt blev lanceret 1. april, og der er siden blevet solgt 43 eksemplarer.
Et salg, som begge kalder for succes, selvom salget ligger langt fra de 2000 NFT'er, der er blevet produceret i alt.
De 43 salg giver dem en indtjening på 86.000 kroner på over en måned.
Til sammenligning tjente Kristian Hornsleth i april måned 2022 over to millioner kroner på en halv time med sine egne NFT'er, skrev Ekstra Bladet.
- Hvad har du fået af eksklusive ting, siden du købte dig ind på projektet?
- En biografbillet. Og en plakat med min NFT, men den vidste jeg godt, ville komme. Det solgte de projektet på i første omgang.
Sarah Louise Christiansen har dog lovet, at det ikke kun er biografbilletter, man får for sine 2000 kroner - ud over et billede af Casper Christensen.
Ifølge forsidefruen er der i begyndelsen af ugen blevet sendt en unik talebesked til de første 20 køberes adresser.
Her har Casper indtalt en besked - hvad der bliver sagt, kommer hun ikke nærmere.
Det gør Casper heller ikke.
SE og HØR har forsøgt at få fat i komikeren over en længere periode for at blive klogere på projektet, men han har ikke meldt tilbage på vores henvendelser.
Han kaldte selve projektet en succes, da vi mødte ham på en klub i indre København til en fejringsfest af projektet, men mere har han ikke villet sige.
Derfor har SE og HØR henvendt sig til Sarah Louise Christiansen.
- Kommer der mere i fremtiden?
- Ja. Der kommer meget mere. Der kommer så meget, at folk, der ikke har købt, ville ønske, de havde købt.
- Det næste års tid vil vi hele tiden drysse forskellige gaver ud til vores "familie".
- Kan du komme det lidt nærmere?
- Nej. Det kan jeg ikke.
- Men der kommer også snart et gavekort til folk på 500 kroner til Miinto (en webshop, red.).
Hvad er det, de sælger?
En NFT er en digital genstand.
Det betyder, at der kun findes ét eksemplar af hver NFT. Så ejer man en NFT, er man den eneste i verden, der ejer lige præcis dén.
En NFT kan være mange ting. Et billede, et maleri, en lydfil eller noget helt fjerde.
Casper Christensen og Sarah Louise Christiansen har brugt billeder af førstnævnte som deres "værker".
Ud over NFT'en får køberne også smågaver hist og her.
Senest er der blevet givet biografbilletter og gavekort.