Mai Manniche vil underholde og forarge: Snart udgiver hun bog om mænd
Der er vist ingen tvivl om, at Mai Manniche ikke ligefrem har haft held i kærlighed på det seneste.
I slutningen af januar lød meldingen, at hun i halvandet år var blevet svindlet af en mand, hun havde haft et forhold til. Og for ganske få uger afslørede hun, at manden var Nicolai Peitersen, der sideløbende med Mai Manniche havde dannet par med grevinde Alexandra.
Efter overtalelse fra en veninde oprettede coronaskeptikeren efterfølgende en profil på datingappen Tinder. En profil, som hun dog lynhurtigt lukkede ned igen, efter hun på blot et par dage havde fået mere end 10.000 likes.
Sidenhen har Mai Manniche sat ord på, hvordan blandt andet gifte mænd kontakter hende med henblik på en date. Men det er altså ikke et cv, der tiltrækker coronaskeptikeren.
Og nu skal det være – både frøken Manniche og andre kvinders dårlige oplevelser med mænd skal nedfældes i en bog, der forhåbentlig kommer på gaden i løbet af de næste måneder.
– Det var jo selvfølgelig en idé, jeg fik efter alt det, jeg selv har oplevet de sidste par år, fortæller Mai Manniche til SE og HØR og hentyder således til sit seneste parforhold, som ad flere omgange har været omdrejningspunktet på hendes sociale medier.
Og det er da netop også hendes åbenhed omkring sit seneste kærlighedsforhold, der har fået både kvinder og mænd til uopfordret at dele deres historier med smykkedesigneren:
– Vi elsker mænd, men der er altså også rigtig mange brodne kar derude. Selvfølgelig er der også kvinder – men bare ikke i samme omfang. Det er mænd, der har manglende empati og udsætter andre for utroskab, gaslighting og manipulation, lyder det videre fra Mai Manniche, der uddyber, at det var de mange uopfordrede beskeder, der for alvor fik hende til at tage beslutningen om at nedfælde de mange historier.
Smykkedronningen understreger, at det naturligvis ikke er alle mænd, der behandler deres partner dårligt, men forklarer samtidig, at de mange beskeder blot bekræfter hende i, at det desværre heller ikke hører til sjældenhederne.
Til gengæld er det også andre kvinders historier, der har hjulpet frøken Manniche til selv at komme videre efter sit seneste forhold:
– For mig var det meget healende at læse, hvordan andre kvinder også har været igennem samme oplevelse. Det hjalp mig meget, og så tænkte jeg, at jeg ville lave en bog om det, hvor jeg skriver andre kvinders historier, forklarer Mai til SE og HØR og uddyber:
– Uopfordret var der mange der skrev til mig, at de havde oplevet det samme, eller at de kendte nogen, der havde oplevet det samme.
– Det er ikke, fordi det skal være en bog, der handler om, at vi hader mænd. Den skal forarge og chokere – men den skal også underholde. Det er selvfølgelig ikke alle mænd, der er nogle klaphatte, men der er bare nogle advarselssignaler.
Mai Manniche er allerede nu i fuld gang med skriverierne og satser på at bogen kommer på gaden i begyndelsen af sommeren.