Mai Manniches bog er lige på trapperne: Nu afslører hun titlen
Det er 39-årige Mai Manniches egne oplevelser med mænd, der har sat gang i skriverierne af den bog, der om ganske få uger er på gaden.
I slutningen af januar afslørede frøken Manniche, at hun i halvandet år var blevet svindet af en mand, hun havde haft et forhold til. Efterfølgende så flere sandheder dagens lys, og det viste sig imidlertid, at manden var Nicolai Peitersen, der sideløbende med Mai Manniche også havde dannet par med grevinde Alexandra.
Hurtigt kom idéen til en bog, hvor både Mais egne og andre kvinders oplevelser med mænd vil blive beskrevet:
– Bogen handler om MÆND – med beretninger fra det virkelige liv, om de vildeste oplevelser med mænd lige fra gaslighting til utroskab og narcissisme fortalt på bedste ”Sex and the City”-vis, fortæller Mai i et opslag på Instagram, hvor hun samtidig viser et par bud på omslaget til den kommende bog.
Bogen har fået titlen ”Mænd når de er værst”, og smykkedesigneren satte allerede for et par måneder siden ord på den givende skriveproces:
– For mig var det meget healende at læse, hvordan andre kvinder også har været igennem samme oplevelse. Det hjalp mig meget, og så tænkte jeg, at jeg ville lave en bog om det, hvor jeg skriver andre kvinders historier, forklarede Mai til SE og HØR.
– Uopfordret var der mange der skrev til mig, at de havde oplevet det samme, eller at de kendte nogen, der havde oplevet det samme.
Mai Manniche har tidligere afsløret, at hun ønsker, at bogen skal både ”forarge og chokere” læserne.